29-årige Simon Holbroe arbejder som pædagogmedhjælper i Børnehaven Vangebovej, hvor han også har fået ideen til sit nye brætspil 'Red Prinsessen'. Foto: Anne Dahl Kristensen

29-årige Simon Holbroe arbejder som pædagogmedhjælper i Børnehaven Vangebovej, hvor han også har fået ideen til sit nye brætspil 'Red Prinsessen'. Foto: Anne Dahl Kristensen

Kreativ pædagogmedhjælper opfinder brætspil: "Jeg er et legebarn"

Til hverdag er han pædagogmedhjælper i Børnehaven Vangebovej, men i fritiden slipper han fantasien løs, og det har blandt andet resulteret i et nyt brætspil til børn

Af
Anne Dahl Kristensen

To monstre, der har fanget en prinsesse. Og fire riddere, som nu kæmper om at blive den første til at redde prinsessen ud fra fængslet. Det er i korte træk handlingen i det nye brætspil, som 29-årige Simon Holbroe har opfundet.

Han har igennem de seneste fem år arbejdet som pædagogmedhjælper i Børnehaven Vangebovej, og de barnlige, kreative omgivelser passer perfekt til hans krøllede hjerne.

"Jeg har tidligere arbejdet med webdesign, som selvfølgelig også er et fag i den kreative genre. Men det var et arbejde med konstante deadlines og mange timer ved computeren. Det er for mig et svært miljø at få nye ideer i," fortæller han og fortsætter:

"Jeg elsker at arbejde med børnene her i børnehaven. Det er hyggeligt, og der er plads til at være kreativ."

Kreativ opfinder

Og det er præcis, hvad han er. Altså kreativ. Og det kommer børnene til gode.

"Jeg har altid haft en god fantasi, og som barn var jeg det, som vi dag kalder et fantasibarn. Altså en, som lever sig dybt ind i fantasien og dyrker det univers. Af samme årsag synes jeg også, det er sjovt at lave mit eget materiale og udvikle mine egne ideer i samværet med børnene. I stedet for at bruge kendte børnelege, opfinder jeg mine egne. Og i stedet for at læse kendte børnebøger, opfinder jeg mine egne historier og skriver bøger," fortæller Simon Holbroe.

Den tankegang har nu ført til, at han også har sendt sit eget hjemmedesignede brætspil på gaden. Et spil, som er udviklet midt i legen i børnehaven.

"Jeg sad på gulvet med børnene, hvor vi skulle spille et brætspil. Men jeg oplevede, at børnene ikke forstod reglerne, og de mistede hurtigt interessen. Derfor udviklede jeg mit eget spil," siger pædagogmedhjælperen.

"Ideen har været at holde det så simpelt som muligt. Det skal kunne spilles af både børn og voksne. Det skal lægge op til lidt taktisk snilde og ikke udelukkende være baseret på held, og der skal være plads til at lægge forhindringer ud for hinanden og lidt venskabeligt drilleri. Tab og vind med samme sind. Det tror jeg på, er meget lærerigt for børnene."

Fra ide til handling

Efter en et år lang testperiode med positive reaktioner fra børnene i Børnehaven Vangebo skred Simon til handling og kontakede en spilproducent. De var også positive over for konceptet, og derfor kan spillet 'Red Prinsessen' nu købes i diverse boghandlere.

"Jeg håber og ønsker, at spillet kan være et, som familier og børn kan samles om. Jeg er selv en stor spilnørd, som elsker brætspil både til børn og voksne. Jeg kan godt lide det samvær, man har over et spil. Så er man face-to-face og koncenterer sig om den fælles aktivitet, man er i gang med," siger Simon Holbroe.

Udover at have skabt en forhåbentlig samlende aktivitet, har arbejdet med spillet også givet Simon blod på tanden.

"Personligt har jeg fået en masse ud af denne proces, og jeg har allerede flere ideer i støbeskeen. Der er flere spil på vej," fortæller han.

Publiceret 08 November 2018 11:00

SENESTE TV