Det bliver den garvede Konservative politiker, Birgitte Schjerning Povlsen, der indtager posten som formand for social- og sundhedsudvalget, medlem af økonomiudvalget, 2. viceborgmester og gruppeformand efter Kenneth Birkholms exit. Arkivfoto

Det bliver den garvede Konservative politiker, Birgitte Schjerning Povlsen, der indtager posten som formand for social- og sundhedsudvalget, medlem af økonomiudvalget, 2. viceborgmester og gruppeformand efter Kenneth Birkholms exit. Arkivfoto

Gammel kending tilbage i front for Konservative

Det bliver Birgitte Schjerning Povlsen, der tager over på formandsposterne efter Kennneth Birkholms exit

Af
Anne Dahl Kristensen

Frem til kommunalvalget i 2017 var Birgitte Schjerning Povlsen formand for social- og sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune, og tidligere har hun også været gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Rudersdal.

Og nu kan hun igen skrive disse titler på CV`et. Det bliver nemlig hende, der tager over, efter Kenneth Birkholm i sidste uge trak sig fra politik i kølvandet på sin dom om momssvindel. Det skriver partiet i en mail til Rudersdal Avis.

Det besluttede medlemmerne af Det konservative Folkeparti på deres møde i morges.

"Jeg ser frem til at sætte mig i formandsstolen igen og fortsætte arbejdet sammen med de andre medlemmer af socialudvalget. Vi kender hinanden godt, vi kender hinandens prioriteringer og vores fælles udfordringer, så jeg ser frem til arbejdet," siger Birgitte Schjerning Povlsen, der formelt overtager posten ved næste kommunalbestyrelsesmøde 12. december.

Rollerne fordeles

Samtidig påtager den konservative politiker sig også rollen som 2. viceborgmester og medlem af økonomiudvalget.

Lars Engelberth, der indtil nu har været førstesuppleant, indtræder i Kenneth Birkholms plads i kommunalbestyrelsen. Han får ligeledes plads i social- og sundhedsudvalget samt kultur- og fritidsudvalget.

Omvendt betyder det samtidig, at Jakob Kjærsgaard træder ud af kultur- og fritidsudvalget. Han fortsætter som formand for Ung i Rudersdal og overtager posten som formand for det udvalg, der ser på vilkårene for sårbare børn og deres familier.

Formanden for Det Konservative Folkeparti i Rudersdal Ann Sofie Orth siger:

"Det er aldrig sjovt at blive tvunget til at skifte ud, men det er jo simpelthen så fint at have så gode folk, der står klar. Alt er godt."

Publiceret 27 November 2018 11:32

SENESTE TV