Det er her hos Shell på Kongevejen i Holte, at man vil indføre spillemaskiner. Det er en af borgerne i området ikke begejstret for. Foto: Anne Dahl Kristensen

Det er her hos Shell på Kongevejen i Holte, at man vil indføre spillemaskiner. Det er en af borgerne i området ikke begejstret for. Foto: Anne Dahl Kristensen

Shell bekræfter:Vil indføre spillemaskiner på Kongevejen

I et debatindlæg bekræftes det, at man vil lave en spilafdeling på Shell-tanken i Holte. Men det giver lokalplanen ikke mulighed for

Af
Anne Dahl Kristensen

"Skal vi have grillbar og spillemaskiner på Shelltanken?"

Sådan lød spørgsmålet fra Lone Lilje-Jensen, der i forrige udgave af Rudersdal Avis havde fremsat sin undren i et læserbrev. Ifølge hende siger: "vedvarende rygter, at indehaverne af Shell-tanken på Kongevejen i Holte planlægger at indrette grillbar og spillefaciliteter" på stedet.

Det er ikke planer, som begejstrer læserbrevsskribenten. Hun skriver videre:

"Jeg mener ikke, dette initiativ vil gavne vores dejlige område."

Rygtet bekræftes

Men meget tyder på, at rygtet om spillemaskiner taler sandt. I et modsvar fortæller retail-direktøren hos DCC Energi, der driver Shell stationerne i Danmark, at man er i gang med at undersøge mulighederne for at ndrette et område til spillemaskiner i butikken i Holte.

"En del kunder har efterspurgt spillemaskiner. Derfor er vi nu ved at se på, hvordan vi kan imødekomme deres ønsker på en god måde. I forvejen driver vi allerede spillemaskiner på en lang række Shell-stationer rundt om i landet. Spillemaskinerne står altid i et separat rum, bag en lukket dør. Og det er vores erfaring, at det på ingen måde giver problemer i lokalområdet generelt eller for de kunder, der ikke ønsker at benytte sig af spilmuligheden," lyder det fra Søren Møller Maretti, som tilføjer:

"Det fungerer i praksis mange andre steder i landet. Så med andre ord vil Shell på Kongevejen i Holte også fremover ligne sig selv udefra," skriver Søren Møller Maretti i læserbrevet, der kan læses andetsteds her i avisen.

Foruden spillemaskiner vil man gerne lave et nyt udvalg af kaffe samt madtilbud i form af sandwich, burgere, salater, smoothies og lignende.

I strid med lokalplanen

I sit læserbrev spørger Lone Lilje-Jensen desuden, om det virkelig kan være i overensstemmelse med lokalplanen, at der bliver indrettet et område med spillemaskriner på den lokale tankstation.

Rudersdal Avis har forhørt sig hos Rudersdal Kommune. Her bekræfter man, at man har fået en forespørgsel, men endnu ikke modtaget en konkret ansøgning. Men ifølge Rudersdal Kommune vedrører planerne både Shell-tanken i Holte og i Birkerød.

"Byplan har kun besvaret en henvendelse og ikke realitetsbehandlet en konkret ansøgning. Der er således ikke på nuværende tidspunkt indsendt en fuldmagt fra Shell, som giver Elitegaming mulighed for at søge konkret," skriver chefen for Byplan i Rudersdal Kommune, Birgitte Kortegaard i en mail til Rudersdal Avis.

Umiddelbart lader det dog til, at den enarmede tyveknægt må stå uberørt begge steder på Kongevejen. Byplanchefen forventer nemlig ikke, at der kan gives en tilladelse. Hun skriver videre:

"Der kan imidlertid ikke forventes tilladelse til opstilling af spilleautomater på de to shell-tankstationer på henholdsvis Birkerød Kongevej 43-47, Birkerød og Kongevejen 394, Holte. Opstilling af automaterne vurderes ikke at være inden for mulighederne i lokalplanerne for de to ejendomme."

"Der er således ikke meddelt tilladelse til opstilling af gevinstgivende automater eller meddelt dispensation fra lokalplanerne til anvendelsen," lyder det afsluttende fra Birgitte Kortegaard, som uddyber, at når der bliver tale om et seperat rum med spillemaskiner, som lovgivningen kræver, skal der søges om en ny byggetilladelse.

I dialog med kommunen

Hvorvidt der kan gives tilladelse må tiden vise.

"Det er normalt ikke noget, som vi har problemer med at få tilladelse til. Det er gået fint, de andre steder, hvor vi har søgt om det. Men såfremt, at der bliver anledning til spørgsmål, tager vi selvfølgelig en dialog med Rudersdal Kommune om det," siger Søren Møller Maretti til Rudersdal Avis.

Han fortæller samtidig, at det er spillemaskiner i kategorien som de gammeldags enarmede tyveknægte, der bliver tale om. Dog i en nutidig udgave.

Publiceret 13 December 2018 11:00