Poul Eric skruer lampe op, imens Ib sørger for lyset. Foto: Anne Dahl Kristensen

Poul Eric skruer lampe op, imens Ib sørger for lyset. Foto: Anne Dahl Kristensen

Frivillige i Værktøjskassen: "Vi gør folk glade"

En skabslåge, der hænger. En dør, der binder. Eller et billede, der skal hænges op. De ni frivillige herrer i Værktøjskassen har redskaberne til at gøre folks hverdag lidt bedre

Af
Anne Dahl Kristensen

Tilbage i april flyttede Lilian Jepsen ind i sin nye lejlighed på Skodsborg Strandvej. Som enlig forlod hun sit 230 kvadratmeter store hus til fordel for en mere overskuelig lejlighed i Skodsborg.

Efterhånden er de fleste møbler sat på plads og flyttekasserne pakket ud. Men langs væggen står de malerier, som hun ikke selv kan hænge op, ligesom mørket i entreen afslører, at der endnu ikke er hængt en lampe op. Det er ikke opgaver, hun selv kan løse, og hendes børn bor begge i udlandet og har i øvrigt travlt med job og børn.

"Mine børn vil gerne hjælpe og har også tilbudt at betale for, at en håndværker kan hjælpe mig. Men de har travlt, og jeg ringer jo ikke til en håndværker bare for at få hængt et billede op," fortæller Lilian Jepsen.

Plads til mere

Tilfældigvis kom hun i stedet til at tale med sin tidligere kollega fra Trørødskolen, Poul-Eric Hartvigsen. Han er frivillig i Værktøjskassen og er denne dag Lilian Jepsens redningsmand. Sammen med formand Ib Frausing er han mødt op for at hænge billedet op og samtidig sætte lampen op i entréen.

Det er nemlig det, de gør i Værktøjskassen.

Tilbuddet har eksisteret siden 2010, men langtfra alle er bekendt med ordningen.

"Vi har flere opgaver end nogensinde før, men vi kan stadig godt tage flere opgaver ind," fortæller Ib Frausing.

Glade amatører

Tilbuddet henvender sig særligt til ældre og handicappede borgere, som ikke umiddelbart har mulighed for selv at få løst opgaven.

"Tommelfingerreglen er, at vi ikke går håndværkerne i bedene. Vi laver kun opgaver, som er for små til at rekvirere en håndværker, men som folk alligevel ikke selv har mulighed for at løse. Det kan være en skæv låge, en lampe, der skal sættes op, eller indstilling af tv-kanaler på fjernsynet," fortæller formanden.

"Vi er jo glade amatører. Vi har en enkelt håndværksuddannet murer iblandt os, men ellers har vi baggrunde som eksempelvis kemiingeniører og jurister med hænderne skruet rigtigt på," fortæller Poul-Eric Hartvigsen.

Win-win-ordning

Ordningen er på mange måder en win-win-løsning. De frivillige hygger sig med arbejdet. De mødes hver anden uge, hvor de fordeler de opgaver, som der er landet i indbakken. Ikke mindst har de her tid til en sludder, og der spares selvfølgelig ikke på de interne vittigheder, der flyver gennem luften.

Ikke mindst gør de en forskel for de mennesker, som de besøger.

"Man kender det jo fra en selv. De der småting, der ikke bliver lavet, de er bare irriterende. Nu kan vi hjælpe med at få problemerne løst, og folk bliver vitterligt så glade, når vi har besøgt dem. Vi er med til at udfylde et tomrum, og det føles da rigtig godt," siger Poul-Eric Hartvigsen.

Taknemmeligheden blandt de ældre borgere er ifølge de frivillige handymænd stor, og samtidig er besøgene også givtigt for de frivillige selv.

"Indgangsvinklen er en konkret opgave. Men når vi så har løst problemet, er der altid dækket op til kaffe. Så får vi en snak med vedkommende. Og de har jo næsten alle en spændende historie at fortælle. Vi har eksempler på folk, der har boet i Afrika, en der har arbejdet som cabaretsangerinde og så videre," fortæller Ib Frausing.

Også denne eftermiddag lykkedes det at gøre endnu en borger glad. Besøget hos Lilian Jepsen har nu resulteret i, at der er kommet lys i entréen og farver på de ellers hvide vægge.

Om Værktøjskassen

    De frivillige hjælper med opgaver, som er for små til at tilkalde en professionel håndværker.

    Henvender sig til ældre og handicappede borgere i Rudersdal Kommune. Ordningen tilbydes borgere i den sydlige del af Rudersdal Kommune. I den nordlige del påtager Den Hjælpende Hånd under Ældre Sagen sig samme type opgaver.

    Der udføres praktiske opgaver af 1-2 timers varighed. Ordningen tilbyder ikke havearbejde, snerydning og maleropgaver.

    Værktøjskassen opsætter ligeledes gratis fondsdonerede røgalarmer i hele Rudersdal Kommune.

    Ønsker man hjælp fra Værktøjskassen, kan man kontakte Frivilligcenter Rudersdal på telefon: 45 89 00 56.

Publiceret 10 January 2019 11:30