Fremtidens Life-Science talenter skal dyrkes på Nærum Gymnasium. Arkivfoto

Fremtidens Life-Science talenter skal dyrkes på Nærum Gymnasium. Arkivfoto

Medicinalgigant investerer i Nærum Gymnasium

På Nærum Gymnasium skal en ny linje være med til at fostre morgendagens life science-entreprenører

Det går rigtigt godt for dansk life science i disse år. Hvis den danske førerposition skal bevares, skal iværksætterkulturen styrkes.

Derfor åbner Nærum Gymnasium og gymnasiet på Herlufsholm Kostskole op for et nyt naturvidenskabeligt gymnasieforløb, der skal ruste unge talenter til at få succes som iværksættere inden for life-science. Det skriver Nærum Gymnasium i en pressemeddelelse.

Bag initiativet står den amerikanske medicinalgigant, Bristol-Myers Squibb (BMS), Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU-SUND), Biotech Research & Innovation Centre (BRIC) og Fonden for Entreprenørskab nu på.

I samarbejde med Nærum Gymnasium og gymnasiet på Herlufsholm Kostskole har de lanceret et nyt, særligt naturvidenskabeligt talentforløb, som skal dyrke og fostre morgendagens life science-entreprenører. Det er både nyt og unikt, at både industri, universitet og almene gymnasier går sammen om at udvikle en helt ny gymnasielinje.

"Hvis vi skal styrke iværksætterlaget inden for life science-feltet og motivere flere til at starte virksomhed inden for det her felt, er der behov for, at vi satser på de helt unge talenter og den fødekæde, der kommer til at udgøre fremtidens life science-entreprenører," siger Anders Thelborg, adm. direktør i Bristol-Myers Squibb Danmark, der har til huse i Virum.

På Nærum Gymnasium glæder man sig over det nye samarbejde. Til medwatch.dk siger rektor Niels Højlund Pedersen:

"Vi søger altid efter interessante samarbejdspartnere, der kan give vores elever perspektiv på virkeligheden. Bristol-Myers Squibb er på mange måder en ønskepartner: BMS er meget ambitiøse med højt specialiseret faglighed og med en motiverende kobling af science og business."

Høj faglighed

Christian Vintergaard, der er adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, understreger, at gymnasielinjerne skal ruste talenterne til at kaste sig ud som iværksættere inden for life science:

"Målsætningen med forløbet på de to gymnasier er at sikre høj specialiseret faglighed ved at øge elevernes kompetencer inden for life science og sundheds- og naturvidenskab og ikke mindst udvikle deres entreprenante evner til at være skabende iværksættere eller innovative medarbejdere inden for feltet.

Treårige gymnasieforløb

Forløbet på begge skoler varer tre år – fra 1.G til 3.G – og gælder for skoleårene 2018/2019, 2019/2020 og 2020/2021.

På Nærum Gymnasium er der primært fokus på bioteknologi som treårigt A- niveausfag. Samarbejdsparterne bag initiativet leverer undervisning til eleverne såvel som data og case-materiale til underviserne med henblik på at sikre det faglige niveau for eleverne.

/sig

Bristol-Myers Squibb har gennem de sidste ti år investeret over 12 milliarder kroner i Danmark med fokus på blandt andet dansk forskning og dyrkelse af den danske talentmasse inden for life science.

Publiceret 10 January 2019 10:00

SENESTE TV