Endnu en flot medalje til springpigerne fra Vedbæk

Det blev til en flot bronzemedalje til Vedbæk Gymnastikforening ved weekendens Sjællandsmesterskab i teamgym, der blev afholdt i Farum Arena

Springpigerne fra Vedbæk Gymnastikforening levede helt op til forventningerne, da de i weekenden sikrede sig en 3. plads ved Sjællandsmesterskaberne i teamgym i 1. division mini-rækken (10-13 år). Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Også klubbens 2. hold sikrede sig en flot placering som nummer 6. i 3. division. I forrige weekend var det klubbens mikrohold (6-9 år), der var i konkurrence. Her blev det til en 7. plads i 2. division.

Som navnet antyder, stiller gymnasterne i teamgym op i hold á 6-12 personer. Og de konkurrerer i tre forskellige discipliner; en rytmisk serie til musik, spring på bane og spring i trampet.

Allerede under opvarmningen inden konkurrencen opstod der ellers problemer for Vedbæk Gymnastikforening. Én af pigerne forvred sin ankel, og det stod hurtigt klart, at hun ikke ville kunne stille op. Dermed var der kun 9 piger tilbage på holdet, og de fik travlt med at lave om i rytmeserien, så der ikke opstod et hul.

I rytmeserien under konkurrencen landede en anden af pigerne forkert og skadede sin hånd. Trods smerter gennemførte hun serien, men det kostede lidt på dommernes karakterer.

”Når man tænker på de udfordringer, vi rendte ind i undervejs, er det endnu mere imponerende, at vi fik så flot en placering. I det hele taget er det imponerende, at vi i en lille klub som Vedbæk Gymnastikforening kan stille med to så stærke hold, der klarer sig så godt ved et Sjællandsmesterskab,” siger Søren Søes, der er formand i Vedbæk Gymnastikforening. /sig

Publiceret 01 February 2019 18:00