Indehaver af Næsseslottet, Stig Hølledig fortæller, at mange borgere efterspørger muligheden for private arrangementer på Næsseslottet. Privatfoto

Indehaver af Næsseslottet, Stig Hølledig fortæller, at mange borgere efterspørger muligheden for private arrangementer på Næsseslottet. Privatfoto

Ejer af Næsseslottet: "Borgerne efterspørger de private arrangementer"

Muligheden for at arrangere private bryllupper og fødselsdage på Næsseslottet vil komme mange borgere til gode, mener indehaveren af stedet

Af
Anne Dahl Kristensen

Ideen om at åbne Næsseslottet mere op for borgerne i Rudersdal og samtidig skabe mulighed for at leje stedet ud til private arrangementer, er opstået på baggrund af en stigende efterspørgsel.

Det fortæller Stig Hølledig, der tilbage i 1998 købte Næsseslottet. I første omgang med det formål at indrette stedet som domicil for hans daværende firma, it-konsulentvirksomheden Corebit A/S. Men som siden har omdannet Næsseslottet til et kontorhotel.

Stig Hølledig har igennem mange år haft en ambition om at gøre Næsseslottet til et samlingspunkt for borgerne i lokalområdet. Det løftede han allerede sløret for tilbage i 2003, hvor han i en artikel i Berlingske Business fortalte om sine planer for slottet:

"Det er min mission at skabe et fem-stjernet kontorhotel. Rammerne er perfekte. Og jeg mener, at Næsseslottet har potentialet til at blive et kulturelt samlingssted. Men som det er nu, giver lokalplanen for området desværre visse begrænsninger for min vision. Vi arbejder hele tiden på at skabe forbedringer inden for de eksisterende rammer," sagde Stig Hølledig dengang til avisen.

Stor efterspørgsel på private fester

Som det fremgik af en artikel i Rudersdal Avis i forrige uge, ligger der netop nu en ansøgning hos Rudersdal Kommune, hvori der søges om en landzonetilladelse til at udvide anvendelsen af slottet.

Tanken er, at der skal være mulighed for at holde eksempelvis bryllupper, fødselsdage og lignende lejlighedsarrangementer.

De planer vækker bekymring blandt nogle af naboerne i området, som frygter, at den slags begivenheder indebærer mere støj og øget trafik i området.

Men ifølge indehaveren af slottet mangler der en væsentlig pointe i den debat. Nemlig, at efterspørgslen på den slags arrangementer kommer fra netop borgere i lokalomådet.

"Vi får rigtig mange henvendelser fra folk i lokalområdet, der gerne vil fejre familiefester i de smukke omgivelser på Næsseslottet, og det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe med ved også at kunne tilbyde den slags arrangementer. De kommende kulturarrangementer skal ligeledes ses som et tilbud og en mulighed for kommunens borgere," siger Stig Hølledig, der anslår, at Næsseslottet modtager i nærheden af 50 henvendelser fra borgere om året.

Èt arrangement i weekenden

Ifølge indehaveren vil forskellen i aktivitetsniveauet på slottet ikke være markant anderledes end i dag.

"Vi forventer i gennemsnit at afholde ét lejlighedsarrangement per weekend, hvor der i gennemsnit forventes 60 gæster. Gæsterne vil som oftest følges ad, og dermed er det vores forventning, at der bliver tale om et begrænset antal biler," fortæller Stig Hølledig og tilføjer:

"Tilsvarende forventer vi maksimalt, at der vil blive afholdt 10 indendørs og 4 udendørs kulturarrangementer per år. Det kan eksempelvis være musik, kunst og foredrag, herunder også Rudersdal Sommerkoncerter og Rudersdal Kulturparaply, som vi allerede har tilladelse til, og som finder sted hvert år."

Indehaveren af slottet mener heller ikke, at der er grund til bekymring for øget trafik i området.

"Den trafik, vi oplever nær Næsseslottet, er fra kommunens egne borgere, der i stigende grad bruger området til gå- og løbeture på de private og offentlige stier. Og den generelt øgede trafik på Dronninggårds Allé har ikke noget med Næsseslottet at gøre," lyder det fra Stig Hølledig, der selv bor i området ved Næsseslottet.

Skal anvendes på nænsom vis

Samtidig fremhæver indehaveren, at der skal gang i driften af slottet, hvis det fortsat skal kunne bevares i samme stand.

"Økonomisk set bliver Næsseslottet aldrig en god forretning. Men Næsseslottet er en af kommunens smukkeste kulturarvsejendomme, og folk har haft nære relationer til området igennem hele deres liv. Det værner vi om med stor respekt," forklarer Stig Hølledig og tilføjer:

"Det gælder for alle historisk, fredede og ældre ejendomme, at de skal bruges, så der også er økonomi til at holde bygningerne ved lige. Selvfølgelig skal anvendelsen ske på nænsom vis, men jeg mener, at det må være i alles interesse, at Næsseslottet også fremover kan fremstå så flot som muligt. Det kræver til gengæld, at der er et økonomisk fundament, hvor driften kan opretholdes og løbe rundt i sig selv."

Uenige naboer

En af de borgere, som i første omgang tilkendegav sin bekymring for projektet er formanden for Holte Grundejerforening. Og han mener fortsat ikke, at planerne for øget brug af Næsseslottet vil være positivt.

"Vi synes, der er rigeligt med tilbud hvad angår festlokaler her i Holte og omegn, og det samme hvad angår kulturelle tilbud," siger Morten Møller Rosenskjold.

Samme holdning har flere borgere i nærheden. En af dem er Bitten Lichtenberg.

"Jeg synes ikke, der bør være flere aktiviteter på Næsseslottet. Vejen dertil er en skovvej, som slet ikke er egnet til den trafik. Jeg kan se, at når der er arrangementer i dag, der bliver parkeret alle steder. Samtidig er der jo også et dyreliv i området, som bliver forstyrret ved øget trafik," siger hun.

Rudersdal Kommune har i forbindelse med ansøgningen sendt en naboorientering ud til udvalgte beboere på Dronninggårds Allé. De kunne indtil 1. februar sende deres eventuelle indsigelser, og derefter gives sagen videre til politisk behandling.

Sagen kommer formenlig på dagsordenen ved byplanudvalgets møde i marts.

Publiceret 07 February 2019 11:00

SENESTE TV