Hver uge yder mange frivillige en stor indsats for at få foreningenslivet til at køre. Det vil Rudersal Idrætsråd gerne hædre med Idrætsinitiativprisen og Idrætslederprisen. Men hvem skal modtage priserne? Arkivfoto

Hver uge yder mange frivillige en stor indsats for at få foreningenslivet til at køre. Det vil Rudersal Idrætsråd gerne hædre med Idrætsinitiativprisen og Idrætslederprisen. Men hvem skal modtage priserne? Arkivfoto

Hvem fortjener hæder i idrætslivet?

Rudersdal Idrætsråd uddeler snart den årlige idrætspris og er samtidig klar med en ny pris til en idrætsleder. Men de mangler forslag til, hvem skal modtage dem?

Af
Anne Dahl Kristensen

Hver dag bliver der udrettet flotte præstationer på kommunens håndbold-, fodbold-, basketball- og øvrige idrætsbaner. Der bliver danset, fægtet og svømmet til den store guldmedalje. Bag de flotte præstationer står meget ofte drivkraftige ildsjæle, der med deres engagement inspirerer de unge til at yde mere. Og disse mennesker fortjener lidt hæder.

Derfor har Rudersdal Idrætsråd igennem de seneste år uddelt den årlige Idrætsinitiativpris, som består af en kontant gave på 5.000 kr. Og nu er tiden inde til at finde de kandidater, som fortjener denne anerkendelse. Rudersdal Idrætsråd opfordrer derfor alle til at sende deres forslag inden onsdag 27. februar. Herefter udvælges der en vinder, som får overrakt prisen i forbindelse med Rudersdal Idrætsråds årlige repræsentantskabsmøde 26. marts 2019.

Prisen uddeles til en forening eller til en person, som har taget et særligt idrætsinitiativ, som enten har hjulpet foreningen eller har hjulpet idrætslivet i Rudersdal Kommune.

Der behøver ikke at være sammenhæng mellem idrætspræstationen og initiativet. Det handler om, at man fra Idrætsrådets side gerne vil understøtte enhver udviklende aktivitet i idrætsforeningerne. Derfor må initiativet også meget gerne kunne fungere som inspiration for andre idrætsforeninger.

Det kan eksempelvis være foreninger, trænere, udøvere eller en gruppe af forældre, som har gjort noget særligt for at mindske frafaldet inden for idrætten, forbedret det sociale fællesskab i klubben, som har øget opmærksomheden på idrætten eller noget helt fjerde.

Den bedste idrætsleder

Som noget nyt har Rudersdal Idrætsråd også oprettet en Idrætslederpris. Den skal naturligvis overrækkes til en af de mange frivillige ledere i idrætsforeningerne, som hver uge gør en kæmpe indsats for at få det hele til at rulle i klubben.

"Vi kender selvsagt ikke alle de frivillige ledere i foreningerne i Rudersdal Kommune. Men vi ved, at de gør et kæmpe stykke arbejde. Derfor har vi brug for borgernes hjælp til at komme med forslag til, hvem der fortjener prisen," fortæller formand for Idrætsrådet, Lars Engelberth og tilføjer:

"Så hvis man synes, at ens leder i idrætsforeningen fortjener anerkendelse for sin frivillige indsats, skal man endelig sende os et forslag med en begrundelse."

Kender man til sådan et initiativ er det altså bare med at få indstillet initiativet.

Sådan gør du

    Alle forslag - både til Idrætsinitiativprisen og Idrætslederprisen - skal sendes til formand for Rudersdal Idrætsråd, Lars Engelberth.

    Forslag sendes på e-mail: formandri@gmail.com eller med post til Lars Engelberth, Lindebakken 22, 3460 Birkerød.

    Alle forslag skal begrundes.

    Fristen for indlevering af forslag er onsdag 27. februar.

Publiceret 20 February 2019 11:00

SENESTE TV