Venskabet mellem de to naboer blev grundlagt for godt otte år siden. En dag opdagede Pia, at Hanne, der lider af lungesygdommen KOL, havde lidt svært ved at slå græsplænen inde ved siden af. Foto: Lars Schmidt

Venskabet mellem de to naboer blev grundlagt for godt otte år siden. En dag opdagede Pia, at Hanne, der lider af lungesygdommen KOL, havde lidt svært ved at slå græsplænen inde ved siden af. Foto: Lars Schmidt

'Ugens buket': Et naboskab ud over det sædvanlige

51-årige Pia Rosholm blev både rørt og overrasket, da hendes nabo og veninde, Hanne Svendsen, overrakte hende 'Ugens buket'.

Af
Anders Dall

”Danmarks dejligste nabo.” Sådan beskriver 76-årige Hanne Svendsen fra Nærum sin nabo, Pia Rosholm, som fredag formiddag fik 'Ugens buket'.

”Pia gør så mange ting for mig, men det allerbedste er, at hun sætter mig i et enormt godt humør,” fortæller Hanne Svendsen om baggrunden for, at hun har indstillet sin nabo til 'Ugens buket'.

”Det er helt overvældende,” lyder det fra den glade modtager af 'Ugens buket'.

Venskab

Venskabet mellem de to naboer blev grundlagt for godt otte år siden. En dag opdagede Pia, at Hanne, der lider af lungesygdommen KOL, havde lidt svært ved at slå græsplænen inde ved siden af.

”Skal jeg ikke lige gøre det,” lød det fra Pia, og det blev starten på et naboskab, hvor Pia Rosholm blandt andet hjælper med havearbejde og kørsel, når Hanne skal handle eller har en aftale hos lægen. Derudover er der spiret et venskab frem mellem dem, og som Hanne formulerer det, så får de næsten daglige besøg fra Pia, smilet frem hos hende, når der bliver snakket og udvekslet anekdoter.

”Jeg behandler hende som en veninde, og jeg kan fortælle hende alt,” siger Pia Rosholm om sin nabo.

Også Pias hund, Kalle, binder de to naboer sammen. For når Pia tager på arbejde, så kommer hunden over til Hanne og bliver passet. På den måde går hjælpen også den anden vej.

”Jeg kunne ligeså godt have indstillet Hanne (til 'Ugens buket', red.)” lyder det fra Pia Rosholm, der arbejder som personaleansvarlig i en virksomhed i Rudersdal Kommune.

Hvis der er nogen, der kan huske, at de har set Pia Rosholm før, er det, fordi den 51-årige Nærum-borger tidligere har deltaget i Robinson Ekspeditionen på TV3.

FAKTA

'Ugens buket' - sådan gør du:

    skriv et brev til Rudersdal Avis, Gl. Lundtoftevej 1B, 2800 Kgs. Lyngby, eller

    en mail til redaktion@rudersdalavis.dk

    mærket 'Ugens buket'

    husk at skrive navn, adresse og telefonnummer – både på den, du indstiller, og på dig selv

Publiceret 05 March 2019 11:00