Præsterne i Rudersdal skriver på skift om aktuelle emner her i Rudersdal Avis. Denne gang er det Linnéa Lund fra Bistrup Kirke

Præsterne i Rudersdal skriver på skift om aktuelle emner her i Rudersdal Avis. Denne gang er det Linnéa Lund fra Bistrup Kirke

En præsts bekendelser: Har du allerede ikke fået sko på?

Præsterne i Rudersdal skriver på skift om aktuelle emner her i Rudersdal Avis. Denne gang er det Linnéa Lund fra Bistrup Kirke

Valentinsdag. Min mand kommer hjem med roser fra Netto. To bundter for 25 kr. Og et 43” TV: ”Det

kunne næsten ikke være i bilen”, smiler han fornøjet.

Vi har en stationcar. Jeg vakler lige et øjeblik.

Og af en eller anden grund tænker jeg på mit fitness-hold, ’stram-op’, mandag morgen kl. 9-10.

Træneren fortæller hvad vi skal bruge: ”tag en step-bænk og en måtte, en sort elastik, to

håndvægte og en vægtstang”. Jeg er som sædvanlig for sent på den, fordi jeg pakkede frugtposen

til børnehaven, som min mand havde ordnet, om. Ikke kun figenstang og ostehaps, også gulerod

og æble. Så jeg prøver at binde mine snørebånd imens jeg indsamler de nødvendige redskaber.

Step-bænken ved siden af min står lidt skævt. På vejen frem og tilbage mellem redskaberne og

min plads skubber jeg lidt til den med min fod, så den står lige. Lidt ligesom en refleks. Uden

egentlig at skænke det større opmærksomhed tænker jeg, at hun måske havde lige så travlt som

mig da hun skulle ud af døren. At hun måske snubler under opvarmningen fordi den står skævt.

Hun står og snakker med en anden fra holdet. Da hun kommer hen til sin plads spørger hun til

step-bænken, der nu står lige. Jeg svarer nede fra gulvet, hvor jeg er ved at binde resten af mine

snørebånd. Hun ryster på hovedet, men hun smiler, da hun siger: ”Er det ikke typisk kvinder?

Hvorfor skal vi hele tiden ordne noget? Tænk, hvis jeg gerne ville have, at min step-bænk stod

skævt i dag”.

Jeg bliver en anelse forvirret. Bevares, man har vel sine reflekser. I øvrigt var det

ment som en tjeneste. Men en lille overspændt boble mellem skulderbladene, lige under nakken,

brister, og giver blodet lov til at strømme lidt mere ubesværet rundt end før. Jeg kan mærke, at jeg

får lidt mere plads indeni. Jeg kommer til at smile.

Opvarmningen går i gang imens jeg tænker på om jeg har et kontrol-gen. Hvorfor skal jeg hele tiden ordne noget? Kontrol-ordet er negativt ladet, tænker jeg under første runde af de tre gange femten mavebøjninger, og finder frem til ordet ’ansvarlighed’. Det kan jeg bedre lide. Så er man samvittighedsfuld. Sam-vigtighed, som jeg sagde da jeg var barn. Da vi når til udstrækningen slår det mig, at det nærmere er over-ansvarlighed.

Måske er jeg ikke så vigtig endda. Jo, når det drejer sig om at være betydningsfuld, men ikke

uundværlig når det handler om at ordne alt muligt med frugtposer og andres step-bænke. Så er

jeg bare overansvarlig og får ikke bundet mine snørebånd.

Vores nye 43” TV fylder en halv væg. Jeg vælger at tage det med et smil, og sætter mig til at se

reality-serie, imens jeg lader ham ordne opvask og frugtposen.

Publiceret 16 March 2019 11:00