Professor Jacob Østergaard, DTU, som bor i Holte, fylder 17. marts 50 år. Pressefoto

Professor Jacob Østergaard, DTU, som bor i Holte, fylder 17. marts 50 år. Pressefoto

DTU-direktør fylder 50: Har skabt et intelligent energisystem

Professor Jacob Østergaard, Holte, skaberen af intelligente energiløsninger, fylder 50 år 17. marts

Professor Jacob Østergaard, DTU, fylder 17. marts 50 år. Siden skoletiden har han vidst, at han ville arbejde på at skabe et bæredygtigt energisystem med omstilling til vedvarende energi – lang tid før det blev mainstream at tale om klimaudfordringer. Allerede for 20 år siden investerede han selv i en vindmølle, der blev opsat på svigerforældrenes landbrug på Langeland. Teorierne skulle afprøves i praksis.

Jacob Østergaard er foregangsmand for udviklingen af et mere intelligent energisystem, der udnytter digitalisering til effektivt at integrere energi fra vedvarende kilder som vind og sol i vores energisystem. De sidste 15 år er det sket som professor og leder af DTU’s Center for El og Energi, som han er grundlægger af. Her har Jacob Østergaard skabt et internationalt forskningscenter, der under hans ledelse er vokset fra grunden til godt 100 medarbejdere.

Centret er med til at placere DTU som det ottende bedste universitet i hele verden på energiområdet. Centret tiltrækker førende forskere og virksomheder fra hele verden og har skabt en lang række store samarbejdsprojekter med dansk erhvervsliv.

Jacob Østergaard er medlem af en lang række råd og bestyrelser. Han var blandt andet medlem af regeringens energikommission, som lavede det forberedende arbejde til den nuværende energiaftale, der blev vedtaget sidste sommer. Jacob Østergaard bor i Holte sammen med sine to døtre på 15 og 18 år. Hans store interesse for at løse klimaudfordringerne på energiområdet smitter også af på hans øvrige liv, som han selv betegner som udpræget CO2-neutralt.

Publiceret 17 March 2019 09:00