Forårstegn på Bistrupvej. Pressefoto

Forårstegn på Bistrupvej. Pressefoto

Forårstegn på de lokale veje

Rudersdal Kommune har lavet en strategi for 'smukke, grønne veje', som nu begynder at vise sig i vejkanten

Sidste år blev Bistrupvej omdannet til et forårets blomsterflor. Det står også flot dette forår. Her er det begyndt med tidlige varmt gule krokus, som nu er skiftet til små gul-orange påskeliljer.

I år står Kongevejen – nærmere betegnet Geels Bakke – i fuldt flor. Her begynder det med Persiske skilla, der er hvidlige med et blåt skær, som senere afløses af konge-blå snepryd, russiske skilla og perlehyacinter. Til sommer afløses forårsløgene af ’vilde danske blomster’, som blomstrer langt ind i efteråret til stor gavn for de nektar-elskende insekter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune

Blomsterløgene er udvalgt, så de blomstrer over en lang periode, blomstrer igen år efter år og spreder sig. Løgene tåler konkurrencen fra græs, og når de efter blomstring visner tilbage vil arealerne igen fremstå som grønne græs- og urteflader. I perioden hvor løggene blomstrer, sparer kommunens driftsafdeling mange gange græsklipninger.

De nye blomster langs vejene er et led i kommunens ”Strategi for smukke, grønne veje”, som skal resultere i at de større indfalds- og trafikveje tilføres flere træer, grønne rabatter og blomster. Og man begynder allerede at kunne se flotte resultater.

Publiceret 15 April 2019 10:07

SENESTE TV