Gudrun sætter pris på at have noget at stå op til i hverdagene. Hun bruger blandt andet tid her i vævestuen. Foto: Anne Dahl Kristensen

Gudrun sætter pris på at have noget at stå op til i hverdagene. Hun bruger blandt andet tid her i vævestuen. Foto: Anne Dahl Kristensen

Gudrun er glad for sit liv på plejehjem: "Man skal bevare sin nysgerrighed, ellers dør man indeni"

Plejehjemmet var ikke en tillokkende tanke for 93-årige Gudrun Winther. Men det ændrede sig, da hun flyttede ind. Nu nyder hun livet på Plejecentret Sjælsø, hvor der er plads til at give sig selv nye udfordringer

Af
Anne Dahl Kristensen

"Livsglæde handler for mig om at prøve noget nyt og at have noget at stå op til om morgenen. Men man skal selv sparke døren op - også selv om man bor på plejecenter. Der kommer ikke nogen og åbner døren for dig. Derfor er det vigtigt, at man bevarer sin nysgerrighed, ellers dør man indeni," forklarer Gudrun Winther og tilføjer:

"Man er jo stadig den samme, selv om man er blevet lidt gammel og slidt. Og selv om jeg er gammel, har jeg stadig et interessant liv at leve."

Ordene kommer fra den livserfarne Gudrun Winther. Hun bor på Plejecentret Sjælsø i Birkerød, hvor hun flyttede ind for cirka et år siden. I dag nyder hun sit liv på plejecentret. Men det krævede et langt tilløb at forene sig med tanken om et liv på et plejehjem.

"Jeg har altid tænkt, at plejehjemmet var det sidste sted, jeg ville ende. Det er jo en tanke, jeg er vokset op med. Selv da jeg var barn, hed det sig, at alderdomshjemmet ikke var et sted, man skulle ønske sig hen. Men nu er jeg altså ret glad for det," fortæller den 93-årige kvinde fra Birkerød.

Nye udfordringer

Rudersdal Avis møder Gudrun under et af hendes mange daglige gøremål. Hun er i fuld gang i vævestuen, hvor hun arbejder på at væve en taske til sig selv.

"Ja, hvem skulle have troet, at jeg kunne væve," lyder det fra Gudrun med en hjertelig latter.

Væveteknikken er blot en af de nye færdigheder, som hun har tilegnet sig efter sin ankomst til Sjælsø. Hun søger selv de nye udfordringer, for de er vigtige for hende.

"Man kan sagtens lære noget nyt, selvom man er 93 år. Jeg har det bedst på hverdagene, hvor jeg har noget at stå op til. Det skaber liv. Jeg er ikke så glad for weekenderne, hvor der bliver mere stille. De kan være svære at komme igennem," fortæller hun.

Huset blev for stort

Gudrun har boet det meste af sit liv i Birkerød. Sammen med sin nu afdøde mand, havde hun et stort hus, som hun stod for at holde. Men de sidste år på adressen var ikke de bedste.

"Huset blev for stort til mig, og de praktiske opgaver med madlavning og indkøb blev svære at overskue. Jeg ville jo gerne gøre tingene selv, men der er ikke meget ved at lave mad til sig selv for derefter også at skulle spise maden alene," forklarer hun.

Selvom tanken var svær at forene sig med, endte hun til sidst med at sige ja til beslutningen om at flytte på til Plejecenter Sjælsø. Det hjalp, at børnene også pressede lidt på, og det er helt bevidst, at hun ikke kalder sin nuværende bopæl for et plejehjem.

"Man skal følge med tiden. Ordet 'plejehjem' klinger ikke så godt i den tid, vi har nu, så jeg synes, det er godt, at man i dag kalder det et plejecenter. Det er bedre," fortæller hun.

På Plejecentret Sjælsø har hun fået indrettet sig fint i sin lille lejlighed med tekøkken og bad, hvor hun samtidig har en lille forhave, som hun kan benytte i de solrige stunder. Men det er langtfra al sin tid, som hun bruger i egen lejlighed.

Aktiv kvinde

Gudrun deltager i stolegymnastik, sangarrangementer og hvad der ellers rører sig på plejecentret. Og hver uge aftaler hun en tid med den frisør, som besøger Plejecenter Sjælsø.

"Man skal forkæle sig selv, og det gør jeg én gang om ugen. Jeg har et kedeligt hår, og jeg vil gerne se pæn ud. Så jeg går til frisøren en gang om ugen. Så sparer jeg i stedet penge et andet sted i budgettet," fortæller hun.

Hun har med andre ord formået at skabe sig en ny tilværelse i de nye omgivelser.

"Når man er blevet gammel og har mistet mange af de mennesker, som man ellers normalt talte med, oplever man jo på den måde ikke meget nyt. Det skal man selv sørge for, og det gælder også her på stedet. Men til gengæld er der her mulighed for at prøve nye ting og at møde nye mennesker, hvis man ellers selv vil."

Vælger selv sit selskab

Ind imellem besøger Gudrun også andre fællesskaber i huset end det, som hun normalt hører til i kraft af sin lejligheds placering.

"Man vælger jo selv sit selskab, når man bor på plejecenter. Der er en anden dame i huset, som er noget så festlig. Hun har sådan en hjertelig latter, som smitter. Så ind imellem går jeg over til hende og spiser aftensmad. Jeg er nemlig sådan indrettet, at engang imellem skal der altså ske noget."

Gudrun er fysisk velfungerende, og hun bevæger sig rundt på plejecentret, som det passer hende. Og selvom hun sætter pris på det sociale fællesskab, er det mindst lige så vigtigt for hende, at hun også har sin private bolig, hvor hun kan trække sig tilbage.

"Det er jo ikke altid, at jeg har lyst til at være sammen med andre, men så går jeg ind til mig selv og læser min avis. Det er også dejligt," fortæller hun og tilføjer:

"Det er sjældent, at man hører noget positivt om et plejecenter. Men jeg synes faktisk, at her er rigtig rart at være. Ånden og atmosfæren her på stedet er rigtig god, og der er en positiv stemning, hvor man hjælper hinanden. "

Det er vel at mærke sagt af en kvinde, som ellers ikke er bange for at sige sin ærlige mening.

"Jeg kan godt lide at kalde en spade for en spade," griner Gudrun, der heller ikke er bange for at tale om sin alder.

"Herregud, jeg er jo gammel," griner hun og tilføjer:

"Mit barnebarn siger altid til mig: 'Jeg elsker dig mormor, men du er tudsegammel', og det er jeg jo."

Beundrer med blomster

Men ikke for gammel til opmærksomhed. For nylig blev der nemlig banket på Gudruns rude, og udenfor havedøren stod en beundrer, som havde en fin buket påskeliljer med til hende. De står nu fint i en vase og pryder den lille stue i hendes lejlighed.

Hun er meget glad for sin lille lejlighed, hvor hun har fået plads til en lille sofa, planter og øvrige af sine møbler med fra det gamle hus. Herfra har hun også udsigt til grønne arealer.

"Det eneste jeg savner, er et separat soveværelse. Men det går jo også fint det her," siger hun.

Gudrun har et dejligt liv at se tilbage på, og hun deler gerne sine minder derfra.

Hun har været hjemmegående husmor igennem mange år. Oprindeligt blev hun ellers uddannet barnesygeplejerske. Men da hun blev færdig, blev hun i stedet ansat i Illum i kjoleafdelingen. Herfra husker hun særligt et minde.

"Jeg havde blandt andet dronning Ingrid som kunde. En dag, hvor hun prøvede tøj, sagde hun, at hun ikke syntes, tøjet sad, som det gjorde engang. Inden jeg fik tænkt mig om, røg det ud af mig: 'Deres Majestæt, vores skikkelser er jo heller ikke, som de før har været'," fortæller Gudrun leende og tilføjer: "Jeg var ved at bide tungen af mig selv efter at have talt sådan til majestæten. Men dronning Ingrid vendte sig bare om til mig og sagde: 'Hvor har De ganske ret!"

Det er blandt andet minder som disse, som hun deler med de øvrige beboere på Plejecentret Sjælsø. Og ikke mindst hendes familie. Gudrun har nemlig to børn, tre børnebørn og et oldebarn.

Publiceret 17 April 2019 11:00