Sådan så det ud, da politikerne under valgkampen var til

Sådan så det ud, da politikerne under valgkampen var til "jobsamtale" hos forældre i Rudersdal. Nu indkaldes de igen til MUS-samtale. Arkivfoto: Anne Dahl Kristensen

Ny skolestruktur: Forældre indkalder politikere til MUS-samtale

Skal Rudersdal fortsat spare på vores børn? Det er blandt andet det spørgsmål, som forældre ønsker svar på, når de 30. april inivterer til debatmøde med politikerne om ny skolestruktur

Under valgkampen til kommunalvalget i Rudersdal i efteråret 2017 arrangerede en gruppe forældre et debatmøde med politikere på Dronninggårdskolen i Holte.

Mødet var arrangeret således, at politikerne blev indkaldt til jobsamtale, hvor de kunne argumentere for, hvorfor netop de skulle have jobbet med at forvalte børne- og skoleområdet i Rudersdal Kommune.

Et af løfterne, som blev givet var, at der skulle sikres ro på skoleområdet, og i øvrigt også, at normeringen i kommunens dagtilbud skulle forbedres.

Hvordan går det med valgløfterne?

Nu venter en ny skolestruktur lige om hjørnet, og derfor har flere af disse forældre nu igen indkaldt politikerne - denne gang til en MUS-samtale.

Ved debatten vil forældrene spørge politikerne, hvordan de selv synes det går med at indfri valgløfterne? Derudover vil følgende emner blive rejst til debat

    Hvorfor skal der igen spares på børneområdet?

    Rudersdal vil være ”Danmarks bedste bokommune” – men er den for børnefamilier?

    Hvorfor lukke gode skoler?

    Hvor mange voksne skal der være i institutionerne?

Det er en åben debat, og alle har mulighed for at stille spørgsmål.

Alle interesserede kan derfor møde op til mødet, som finder sted tirsdag 30. april kl. 19-21.30 i Fællessalen på Birkerød Gymnasium.

adk

Publiceret 25 April 2019 10:00