De enkelte skolehaver gøres klar til børnene i Birkerød. Pressefoto

De enkelte skolehaver gøres klar til børnene i Birkerød. Pressefoto

Nu spirer skolehaven frem i Birkerød

Fremover kan skolebørn fra Toftevangskolen dyrke grøntsager i den gamle Præstegårdshave

Hvis din vej falder forbi den gamle Præstegårdshave i Birkerød, vil du i disse dage kunne se, at der graves og kultiveres i 16 små bede, som skal blive til skolehaver for de to 4. klasser på Toftevangskolen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det er den lokale forening 'Haver til Maver Birkerød', som står bag projektet.

Foreningens 25 medlemmer samt lærere og elever på Toftevangskolen har længe ventet på en afgørelse om tilladelse til at bruge et jordstykke i Præstegårdshaven.

Og pludselig kom der gang i sagerne, da fire udvalgsformænd besluttede, at skolehaveprojektet i Præstegårdshaven skulle have høj prioritet.

Det er udvalgsformændene Court Møller (R), Kristine Thrane (S) og Axel Bredsdorff (L) anført af Birgitte Schjerning Povlsen (K), som har sørget for, at en tilladelse nu er blevet givet. De ønsker, at der skal være plads til børn i Præstegårdshaven, og at der kommer mere liv til området, lyder det i pressemeddelelsen.

En gruppe af aktive frivillige vil støtte op om lærere og elever og sørge for pasning og renholdelse af bedene i de perioder, hvor børnene ikke er på besøg i haverne.

Finansiering af skolehaverne sker ved sponsormidler fra fonde og lokale virksomheder samt et beløb fra kommunens ”Åben skole” pulje.

adk

Publiceret 27 April 2019 11:00