Rudersdal Kommune opruster med ny kunstig medarbejder

Chatbotten 'Kommune Kiri' er Rudersdal Kommunes nye digitale medarbejder, som svarer på spørgsmål på rudersdal.dk

Kommune Kiri er den første kommunale chatbot i Danmark, der kan svare på en lang række ofte stillede og generelle spørgsmål inden for borgerserviceområdet.

Kiri skal dog som alle andre, der starter nyt arbejde, lige have lidt tid til at få helt styr på alle svar. Derfor vil man godt kunne stille spørgsmål, som Kiri ikke kan svare på.

Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse om deres nye robotfunktion.

En kunstig kusine i Norge

Kiri stammer egentlig fra Norge, hvor 60 kommuner sammen har skabt den norske pendant til Kiri, nemlig "Kommune Kari".

Danske Kiri er udviklet i samarbejde med Deloitte og det norske firma Boost.ai.

Ud over Rudersdal er også Frederiksberg, Gladsaxe, Gentofte, Roskilde og Lyngby Taarbæk kommuner med i Kiris startfase.

Danske kommuner har langt hen ad vejen fælles myndighedsopgaver og løser stort set opgaverne på samme måde. Derfor gav det mening, at de seks kommuner har arbejdet tæt sammen om udviklingen af Kiri.

Kiri udvikles fortsat

Selvom Kiri allerede nu kan svare på meget, er der også emner, hun ikke har styr på endnu. Men Kiri vil løbende blive oplært i nye fagområder.

En ting kommer Kiri dog ikke til at kunne gøre, nemlig give svar i konkrete, personlige sager. Her vil en borger fortsat skulle henvende sig til kommunen for at få behandlet sin sag.

adk

FAKTA

Hvad er en chatbot?

  • En chatbot er en nem og hurtig måde at finde svar.
  • Man møder Kiri-ikonet nederst på hjemmesiden. Når hun åbnes, kan man stille hende et skriftligt spørgsmål, og Kiri er enten klar med et svar eller sender en derhen, hvor svaret findes.

Hvad kan Kiri svare på?

  • I startfasen dækker Kommune Kiri områderne: Flytning, pas, kørekort, vuggestue, børnehave, skole, kultur og fritid, sundhedskort og lægeskift, politik, valg og generelle spørgsmål om kommunen.
  • Nogen af de næste områder der tilføjes er affald og byggeri.

Publiceret 10 May 2019 11:00