Anne Mette Rasmussen har siden 2012 været kontorchef på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. PR-Foto

Anne Mette Rasmussen har siden 2012 været kontorchef på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. PR-Foto

Valg til Europa-Parlamentet: ”Denne gang taler vi til hjertet”

Europa-Parlamentet har større indflydelse på din hverdag, end du måske lige går og tror

Af
Anders Dall

Du møder det i dit lokale supermarked. Kan se det på emballagen, der omslutter de økologiske tomater fra Italien. Og du har måske hørt, at plastictallerkener, plasticbestik og sugerør snart ikke kan handles fra hylderne. Europæiske minimumskrav for økologi og forbud mod engangsplastic i 2021 er nogle af de beslutninger, Europa-Parlamentet træffer, og som har direkte indflydelse på danskernes hverdag.

Søndag den 26. maj kan du bruge din stemme og pege på den kandidat eller det parti, du ønsker skal træffe beslutninger i Bruxelles. Valgkampen for at sikre sig en af de 14 danske pladser i parlamentet er allerede i fuld gang, men hvad er det egentlig, der er på spil, og hvorfor er det vigtigt at sætte sit kryds? Kort og godt fordi det handler om vores dagligdag og fremtid, fortæller Anne Mette Vestergaard. Hun er chef i Europa-Parlamentets kontor i Danmark, der arbejder for at udbrede kendskabet til parlamentets arbejde og EU generelt.

”Hvis du er bekymret for, at det var en varm sommer sidste år, eller er bekymret for de fødevarer, du køber i supermarkedet, hvis du er optaget af store og små spørgsmål om klima, sundhed, handel og arbejdspladser, så er det i Europa-Parlamentet, at lovgivningen bliver lavet,” siger hun.

Tag hinanden under armen

For at få flere til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget har kontoret denne gang forsøgt at appellere til, at familie og venner tager hinanden under armen og gør det til et fælles ansvar at komme afsted til valgstederne.

”Gør det til noget socialt. Giv et lift, giv en øl i haven bagefter og gør det til en begivenhed, man er fælles om, siger Anne Mette Vestergaard og uddyber:

”Forskning har vist at det, der får unge til at stemme, er, om deres forældre i forvejen gør det. Tager forældrene det ansvar på sig og viser sig som forbilleder, er der større chance for, at deres børn kommer til at stemme.”

Mens landsgennemsnittet ved sidste Europa-Parlamentsvalg lå på 56 procent, så markerede Rudersdal sig ved at have en stemmeprocent på 69 procent.

”Det var et af de højeste i landet, så det var meget flot, men man skal ikke hvile på laurbærere,” fastslår kontorchefen.

Ved Folketingsvalget i 2015 lå stemmeprocenten i Rudersdal nemlig på 91 procent, og set i det lys er der stadig godt 20 procent af vælgerne, der ikke brugte deres stemmeret ved EP-valget i 2014.

”Det er dem, vi skal have fat i med vores kampagner,” siger Anne Mette Vestergaard, der kender lokalområdet særdeles godt. Hun har nemlig gået på Skovlyskolen i Holte og på gymnasiet i Virum.

Valgvideo til hjertet

En af de kampagner som Europa-Parlamentet har lanceret på tværs af landende er en valgvideo med titlen: ”Choose your future.” Den er blevet set af mere end 100 millioner europæere og handler om, hvordan de fremtidige generationer skal vokse op. Det er en valgvideo, der først og fremmest taler til følelserne, og som bliver speaket af et 10-årigt barn for at lade børnene komme til orde, fortæller kontorchefen:

Jeg synes, den går lige i hjertet. EU er ofte blevet kritiseret for at tale til hjernen, så denne gang taler vi til hjertet. Vi lader dem, der ikke har stemmeret komme til orde, for at få os, der har stemmeret, til at føle, at vi har et ansvar for at stemme for vores børns fremtid,” siger hun.

En af de vælgergrupper som ved det seneste EP-valg viste sig at være svære at få til at stemme var unge mellem 18 og 24 år. Her landede stemmeprocenten på 38 procent. Ifølge Anne Mette Vestergaard er de unge ”rimelig” gode til at stemme, så længe de bor hjemme hos deres forældre, men når de flytter hjemmefra, falder stemmeprocenten dramatisk:

”Det halter med de unges valgdeltagelse i den overgangsperiode, hvor de er flyttet hjemmefra, og inden de bliver voksen,” siger hun.

Derfor opfordrer hun forældre og bedsteforældre til at tage ansvar for, at de unge mennesker husker at få stemt.

Publiceret 16 May 2019 11:00