Tyverier fra biler i Holte og Birkerød

Vaskekort og tegneblokke hører til blandt de tyvekoster, som der er stjålet fra parkerede biler

Om det var samvittigheden, der trængte til en overhaling og hjælp til at finde tilbage på dydens smalle sti, vides ikke.

Men en tyv stjal i hvert fald tre kuponer til en vaskehal og en lommelygte fra en BMW, der holdt parkeret på Vejdammen i Holte.

Tyveriet er sket mellem tirsdag klokken 19.00 og onsdag klokken 05.20.

Det oplyser Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Også i Birkerød har en tyv været på spil i en bil.

Onsdag mellem kl. 16.30 og 16.40 er der stjålet en bærbar pc, nogle tegneblokke samt nøgler fra en Skoda Fabia, der holdt parkeret på Teglporten.

Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse sideruden, oplyser Nordsjællands Politi.

adk

Publiceret 23 May 2019 16:00