Ive: Meget stabil økonomi tyder på ingen besparelser

En sund økonomi får Rudersdal Kommune til at prioritere skoleområdet, fortæller borgmester Jens Ive (V), som ikke forventer en sparerunde

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Efter den store sparetur for to år siden venter langt mindre dramatik, som det ser ud lige nu, for kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Rudersdal Kommune i de kommende budgetforhandlinger.

Det fortæller borgmester Jens Ive (V) til Rudersdal Avis.

"Økonomien ser meget stabil ud. Vi er helt på det styringsspor, vi har lagt, og med lidt rummelighed i budgettet har vi også haft mulighed for at afsætte penge til skoleområdet i form af skolestrukturen," siger han.

Vurderingen er dog med forbehold for udligningsordning og kommuneaftalen med staten, påpeger han. Sidstnævnte plejer ellers at være på plads på denne tid af året, men pga. regeringsskifte er det udskudt til 1. september.

Ingen sparerunde

Den meget stabile økonomi er et resultat af de besparelser, man lavede for to år siden.

"Vi tog en ordentlig tur for to år siden, hvor vi var igennem en hård budgetproces, hvor vi skulle hjemtage de økonomiske gevinster ved strukturændringer. Det var en barsk omgang for alle områder. Men det har gjort, at vi i dag står på et stabilt grundlag, hvor det er eksterne forhold som udligningsordning og kommuneaftale, der skaber udfordringerne, ikke interne forhold," vurderer han og fastslår:

"Vi skal ikke ud i nogen sparerunde, for den tog vi for to år siden."

Prioriterer skolerne

Jens Ive lægger ikke skjul på, at den gode økonomi især betyder en kanalisering af penge over til skoleområdet, hvor skolestrukturen er i fuld gang.

"Vi har en klar prioritering af skoleområdet," siger han og erkender, at det betyder mindre fokus på andre områder.

"Vi har rettidigt lavet store investeringer på ældreområdet og det specialiserede voksenområde gennem de sidste 12 år. Nu kan vi godt bremse lidt der og tillade os at fokusere på det nye, vi har skabt på de områder, og hvad der virker godt. På dagtilbudsområdet har vi også fornyet de sidste 10 år, så vi står også stærkt der. Det giver mulighed for at sige, at nu står vi med særlige udfordringer på skoleområdet, så derfor skal der også være en solid økonomi til skolerne," siger han og tilføjer:

"Prioriteringen af skoleområdet har ingen konsekvenser for andre områder, men det betyder selvfølgelig, at vi ikke kan kaste os ud i nybyggeri. Vi finder ikke pengene ved at tage fra andre områder. Vi har et strukturelt overskud på driften, så de penge kan vi fokusere til skoleområdet."

Penge i borgernes lommer

Rudersdal Kommune har ifølge den borgerligt-liberale tænketank Cepos ikke mange penge i kommunekassen, og tænketankens forskningschef, Henrik Christoffersen, råder til, at man er opmærksom på dette.

Selv om pengene i kommunekassen svandt lige lovlig meget ind, er Jens Ive dog generelt tilfreds med, at Rudersdal Kommune ikke har en Joakim von And-lignende pengetank med borgernes penge.

"Investering, renovering og nybyggeri af plejecenter er steder, hvor likviditeten er brugt, og vi kom længere ned, end vi ønskede, fordi der kom en regulering af udligningsordningen. Men vi har altid ligget lavt, fordi pengene ligger godt i borgernes lommer. Jeg forstår for eksempel slet ikke, at en kommune som Københavns Kommune har 10 mia. kr.," siger han.

"Men rammes vi hårdt, må vi hente pengene hos borgerne. En ny udligningsordning kunne betyde, at vi kan være nødt til at sætte skatten op. Men intet tyder på, at det vil ske," siger han.

Publiceret 09 July 2019 11:00

SENESTE TV