Sommer betyder hvalpetid for mange mennesker. Men hvad kræver det at få et nyt familiemedlem på fire ben? Det giver en lokal hundecoach her sit bud på. Foto: Rolf Flor

Sommer betyder hvalpetid for mange mennesker. Men hvad kræver det at få et nyt familiemedlem på fire ben? Det giver en lokal hundecoach her sit bud på. Foto: Rolf Flor

Skal du have hund? Hundecoachen giver gode råd til den første tid med hvalp

Det er sommer, og det er hvalpetid. Men hvad skal man være opmærksom på, når man anskaffer sig en hundehvalp? Det giver hundecoachen fra Birkerød her sit bud på

Af
Christina Højgaard

Det Gode Hundeliv

Som hundeinstruktør og coach skal og må jeg være fortaler for alt det korrekte med hensyn til hunde og hundehvalpe.

Jeg nyder at se en familie erhverve sig en hundehvalp, til kæmpe glæde og fornøjelse for både hund og ejere. Men jeg møder desværre også de hundeejere, hvor jeg tænker 'havde du/I dog blot haft lidt mere information og indsigt i det optimale valg af hund'.

At starte et sted

Skal du vælge hund, er matchet det vigtigste. Det sidste et godt valg bør handle om er udseendet.

Det første gode valg bør være om kompetencer – både dine og hunderacens. Hvis hundens adfærd hen ad vejen giver udfordringer, skyldes det næsten altid, at dens ejer ikke var helt afklaret omkring valget af hunderace.

Det er uendelig vigtigt at vælge en race, der passer præcis til ens hverdag, og at man kan rumme og honorere hunderacens behov for både stimuli, motion, gøen, børn i familien, jagt etc. Både for hund og ejers skyld.

Jeg anbefaler, at man skriver en udførlig liste til sig selv, om det man kan tilbyde en hund. For vi får vel hund, da vi kan tilbyde noget helt specielt, og ikke kun omvendt?

Listen kan f.eks. indeholde:

  • Hvor mange timer har jeg til samvær med min hund om dagen?
  • Hvor mange timer kræver jeg, at den voksne hund skal være alene?
  • Hvor stort er mit hundebudget?
  • Har jeg børn, og hvor gamle er de?
  • Gider jeg pelspleje? Hvor mange timers motion kræver racen?
  • Skal det være en han eller tæve? (der er stor forskel)
  • Hvem passer når jeg skal på ferie? (skal den med?)
  • Skal hunden gå på trapper ved min bolig?
  • Hvad ønsker jeg IKKE hos min hund? – gø, fældning, asocial m. andre hunde?
  • Hvor skal jeg gå til hvalpetræning?

Fremgangsmåden herefter kan være meget nuanceret, men den klassiske om at undersøge racebeskrivelser, opsøge specifikt opdræt, læse tilgængelig litteratur, og søge hjælp hos en professionel hundeterapeut med racekundskab, er blandt de muligheder der kan anbefales.

Vælg ikke med hjertet, men med hjernen. Hav en behovsmatching. Vælg en opdrætter, der guider dig, giver kvalitet og har tid til dig.

Vi vil helst have et gadekryds

Vælger man en blanding, er det en god idé at have sat sig ind i de omhandlede racer.

En blanding er ofte mere avanceret end hvad den nye ejer tror og tænker.

Jeg oplever dagligt kursister, der overraskes over kompetencer (eller mangel på samme) hos deres blanding. Blandinger er ligeså skønne som racerene hunde. Men kend til de involverede dyr.

Med en blandingshund kan man ikke med sikkerhed kende til stærke og svage sider. Hop nu ikke på fidusen med at kalde en blanding et fast racenavn. Det gør den ikke til en raceren hund, og dermed en plausibel skyhøj pris.

Når hvalpen kommer

Jeg vil opfordre alle nye hvalpeejere til at have gennemtænkt mere end halsbånd, snor og madskål. Alle bør gå til hundetræning, så vi får et godt hundemiljø i vores samfund.

Din hvalp er en baby, der kræver tid og læring. Du indgår som læremester i processen. Jeg kalder det uddannelsen, for det er en uddannelse I begynder sammen.

Alle mener det godt

Der er oceaner af gode råd omkring hunde. Hold dig til din fornuft, spørg evt. din træner. Væn dig til at sige 'Tak' for de gode råd du modtager, men tro mest på dig selv. Der er en urskov af gode råd derude…. Og mange af dem er desværre skrøner.

Skal du have sommerhvalp? Tillykke. Jeg forstår dig. Hunde er det bedste der findes!

Publiceret 14 July 2019 11:00