Foto: Lyngby-Taarbæk Kommune

Foto: Lyngby-Taarbæk Kommune

Trafikradarer skudt i stykker i krydset ved Ravnsnæsvej og Høsterkøbvej

Radarerne blev sat op i foråret, men fik ikke lov at hænge længe

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Trafikradarer er til for at få trafikken til at glide mere effektivt. Men det hjælper ikke meget, når de skydes i stykker.

I krydset ved Ravnsnæsvej og Høsterkøbvej er tre radarer skudt i stykker, efter de blev sat op i foråret. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

"Jeg forstår ikke, hvem der kan finde på at ødelægge vores materiel. Det eneste, jeg kan forestille mig, er, at nogle måske har troet, at det var foto-fartfælder, men det er det ikke," siger driftschef i Rudersdal Kommune, Peter Bjørno Jensen, til avisen og tilføjer:

"De små radarer hjælper udelukkende med at få trafikken til at glide nemmere. Hvis de ikke var der - eller når de bliver ødelagt slår lyssignalet i stedet over på tidsautomatik, men det betyder jo blot, at man som trafikant må holde og vente, selvom der måske ikke er andre biler."

De tre radarer blev alle ødelagt i midten af juli og koster 28.000 kr. stykket.

I Lyngby-Taarbæk Kommune er 16 radarer skudt i stykker i år.

Publiceret 07 August 2019 15:14