Engageret og ambitiøs: Birkerød Handelsforenings formand fylder 50 år

Birkerød Handelsforenings engagerede formand Brian Lund Nielsen runder et skarpt hjørne den 13. august

Han er bannerfører for, at det er i alles interesse at arbejde for fællesskabet i den hårdt prøvede hovedgade i Birkerød. Og han går gerne selv forrest. Derfor var det heller ikke nogen svær beslutning, da Brian Lund Nielsen i 2014 afløste de mangeårige formand, Jens Rimhoff.

Det er en formand, der kender byen og forretningslivet særdeles godt. Han har været selvstændig siden 2000 og i 2005 åbnede han Kop og Kande i Birkerød

Ansatte og kolleger fra Birkerød Hovedgade beskriver ham som ualmindelige engageret i alt hvad der rør sig. Det gælder både de ansatte i Kop og Kande, de andre forretningsdrivende i gaden eller nye tiltag i Birkerød.

Han beskrives som loyal og troværdig på den gode gammeldags måde, hvor et håndslag besegler en aftale. Og siden han tiltrådte som formand for Birkerød Handelsforening har han været den drivende kraft i rigtig mange af de initiativer, der er taget omkring Birkerød Hovedgade.

Han er nemlig ambitiøs på egne, byens og sine ansattes vegne.

Malene Hedetoft fra Kop og Kande i Birkerød beskriver sin arbejdsplads som familiær på den gode måde, fordi Brian Lund Nielsen netop engagere sig i folk, men også presser på for, at de udvikler sig.

Han er heller ikke bange for selv at springe ud i noget nyt. Og med de mange projekter han har både i og udenfor forretningen vil Malene Hedetoft og resten af teamet fra Kop og Kande først og fremmest betegne ham som tidsoptimist.

Optimist er han i hvert fald og han glæder dig over, at de fleste af byens erhvervslejemål er udlejet. For han tror om nogen på Birkerød Hovedgade.

Fødselsdagen fejres privat.

Publiceret 10 August 2019 08:00