Jubilæum: 40 år i Holte Midtpunkt

Den 16. august kan Ole Carøe holde 40 års jubilæum som kiropraktor i Holte Midtpunkt. Dagen fejres med en reception fra kl. 14 til 17.

Carøe Kiropraktik i Holte Midtpunkt er en helhedsorienteret praksis for hele familien, hvor de er specialister i at behandle led-, muskel- og rygsygdomme. Hver eneste dag behandler vi patienter, typisk for slidgigt, sportsskader, ondt i ryg eller nakke. Og vi ved at vi gør en forskel for disse patienter, som efter endt behandlingsforløb får en markant bedre daglig tilværelse, fortæller Ole Carøe.

Der er sket en del siden 1978, hvor Ole Carøe netop havde færdiggjort sin uddannelse på Palmer College of Chiropractic Davenport i Iowa USA. Det var samme år der for første gang blev givet tilskud til kiropraktisk behandling herhjemme, igangsat af daværende Socialminister Eva Gredal (S).

Dengang var der forholdsvis få kiropraktorer i Danmark, og det mest naturlige for Ole Carøe, var at starte som selvstændig. Så i 1979 slog jeg han første gang dørene op for kiropraktorklinikken i Holte Midtpunkt.

"Jeg var - og er da fortsat - aktiv sportsudøver, så det var naturligt for mig at kaste mig over lokalsporten med min specialviden om hele kroppens bevægeapparat. Således var jeg i 10 år kiropraktor for Holte idrætsforenings 1. divisionshold i håndbold fra 1979-1989. Det med sporten tog lidt mere om sig, da jeg blev medstifter af Dansk Kiropraktor Forenings Idrætsudvalg i 1989," fortæller Ole Carøe.

DKF, som foreningen kaldes i daglig tale, var forholdsvis ny på dette tidspunkt, men Idrætsudvalget formåede alligevel allerede i 1991 at blive medlem af FICS (Federation International Chiropractic Sportive). Den internationale sportskiropraktikforening, gennem hvilken kiropraktorer for første gang bliver engageret ved De Olympiske Lege.

"Det var i denne periode rigtigt mange fik øjnene op for, hvor effektiv kiropraktik kan gøre en forskel - både på længere sigt, men så sandelig også i stressede korte situationer. For mig var det netop spændende at gøre mit arbejde for øjnene af flere hundrede tilskuere under en håndboldkamp - især når den uheldsramte spiller kunne rejse sig og tage del i spillet igen - blot efter nogle få minutters behandling," siger Ole Carøe.

Lovgivning

I 1992 kommer kiropraktorloven, der autoriserer kiropraktorer, hvilket i følge Ole Carøe gjorde en væsentlig forskel.

"For det første er det kun kiropraktoruddannede, som kan kalde sig kiropraktorer. Vi havde en del uautoriserede ”kolleger”, som benyttede sig af titlen, med den ulempe at de ikke havde den nødvendige og rette viden til at manipulere kroppens led. En kiropraktor er ganske enkelt specialisten indenfor netop manipulation af kroppens bevægeapparat," siger Ole Carøe.

Som en naturlig udvikling af autorisationen så kiropraktoruddannelsen dagens lys på Syddansk Universitet i Odense året efter i 1993. Her uddannes kiropraktorerne sammen med lægerne.

"For mig personligt kom autorisationen til at betyde et større ansvar for vores stand som helhed, da jeg gik mere ind i foreningspolitikken i DKF. I perioden 1999-2007 var jeg således formand for kiropraktorerne i Københavns Amt," fortæller Ole Carøe.

153.000 behandlinger

Der har været fart på i alle årene i Holte.

"Jeg har haft 7 kiropraktorer i et års turnus og i alt 10 kiropraktorer ansat i perioden. Det er blevet til 30.600 patienter og mere end 153.000 behandlinger. Vi har behandlet kolikbørn, idrætsfolk og mennesker i alle aldre - helt op til 1o1 år. Behandlingerne er hovedsageligt smerter i lænd, nakke og hoved. Også idrætsskader som tennisarm, skulder, knæ og fod. Dertil ikke at forglemme den vigtige forebyggende og vedligeholdende behandling. I 2018 indledte jeg også et samarbejde med Rudersdal Kommune om sundhed og forebyggelse på arbejdspladsen, en indsats jeg forventer mig en del af fremover. Så jo, selv efter 40 år er der nok at tage sig til, "slutter en glad Ole Carøe.

Alle er velkomne til 40 års receptionen på Kiropraktisk Klinik Holte den 16. august.

Adressen er Holte Midtpunkt 23,3 d i tidsrummet fra kl. 14.00 til 17.00

Publiceret 15 August 2019 08:00