Elever fra 3. B på Vedbæk Skole sørgede for, at indvie den nye legeplas, der er inspireret af parforcejagten.

Elever fra 3. B på Vedbæk Skole sørgede for, at indvie den nye legeplas, der er inspireret af parforcejagten.

Sjov skov: I Skodsborg er der nu skovlegepladser til både børn og voksne

Torsdag blev de nye skovområder ved Skodsborg officielt indviet med grillede pølser, bobler og kage

Af
Signe Steffensen

Friluftsliv Det var blandt andet 3. B fra Vedbæk skole der sørgede for at teste den nye naturlegeplads, mens seje ansatte fra Skodsborg Kurhotel på den anden side af Bøllemosevej prøvede kræfter med motionsbanen, Skodsborg Fitness Track.

De nye aktivitetsområder er kommet i stand gennem et bredt samarbejde mellem Naturstyrelsen, Kurhotel Skodsborg, Rudersdal Kommune, DSB og Banedanmark og forventningsfulde børn, naboer, politikere, skovfolk og andre interesserede var torsdag formiddag mødt op for at fejre og indvie de nye friluftstilbud.

For både børn og voksne

De nye aktiviteter, som tager deres udgangspunkt i den fine gamle stationsbygning, omfatter en anderledes skovlegeplads, Kronhjorten, med historisk inspiration fra kongernes jagter i skoven. Og på den anden side af Bøllemosevej tæt ved P-pladsen er kommet en udfordrende motionsbane, Skodsborg Fitness Track, som Kurhotel Skodsborg har finansieret. Her kan man prøve kræfter med 25 forhindringer på en 800 meter lang strækning. Den primære designer af banen er Ole Cosmus, der har mere end 25 års erfaring i militæret og er et ikon i det danske CrossFit-miljø.

”Vi er glade og stolte over vores nye Skodsborg Fitness Track, der på bedste måde bringer vores grundlægger Carl Ottosens visioner om motion og frisk luft ind i det 21. århundrede,” sagde direktør for Kurhotel Skodsborg Susanne Åberg i forbindelse med indvielsen.

En særlig perle

Endelig er der etableret en rekreativ plads ved Skodsborg Station, som Rudersdal Kommunes har stået for. Stationsforpladsen har fået nyt liv, de parkerede biler er væk, pladsen har fået ny belægning og ny indretning til ophold, motion og leg.

Rudersdals borgmester Jens Ive, der i dagens anledning bød velkommen, håber da også på, at rigtig mange vil benytte sig af de nye fine tilbud i de smukke omgivelser. Det samme gør skovrider Kim Søderlund, der tiltrådte ved årsskiftet og glæder sig over det fine projetk han har arvet.

Publiceret 17 August 2019 09:00