Rudersdal Kommunes nuværende vicekommunaldirektør, Birgitte N. Lundgren, bliver kommunens ny kommunaldirektør pr. 1. december. Pressefoto

Rudersdal Kommunes nuværende vicekommunaldirektør, Birgitte N. Lundgren, bliver kommunens ny kommunaldirektør pr. 1. december. Pressefoto

Rudersdal henter ny kommunaldirektør fra egne rækker

Birgitte N. Lundgren bliver ny kommunaldirektør. Hun aflæder Bjarne Pedersen 1. december 2019.

Når Rudersdal Kommune får ny kommunaldirektør pr. 1. december, så er det med en kvinde, som i forvejen færdes hjemmevant på rådhuset. Det er nemlig kommunens nuværende vicekommunaldirektør, som er blevet forfremmet.

Kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune har nemlig på sit møde onsdag den 28. august ansat Birgitte N. Lundgren som ny kommunaldirektør, og hun tiltræder stillingen den 1. december 2019, og afløser dermed kommunens mangeårige kommunaldirektør, Bjarne Pedersen, der går på pension.

”Jeg er naturligt nok både glad og forventningsfuld. Jeg overtager jobbet som kommunaldirektør i en særdeles veldrevet kommune, hvor jeg oplever et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem forvaltning og kommunalbestyrelse. Det er i høj grad den nuværende kommunaldirektør, Bjarne Pedersens, fortjeneste. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med kommunens dygtige medarbejdere, med borgmesteren og med kommunalbestyrelsen,” udtaler Birgitte N. Lundgren i en pressemeddelse fra Rudersdal Kommune.

Kontinuitet og fornyelse

Birgitte N. Lundgren, 54 år, er altså i dag vicekommunaldirektør i Rudersdal Kommune. En stilling hun har beklædt de seneste ni år. Tidligere har hun blandt andet været kontorchef i Københavns Kommunes socialforvaltning. Hun er uddannet jurist og er desuden master i offentlig ledelse.

Det var et enigt ansættelsesudvalg, som havde indstillet Birgitte Lundgren til stillingen, og der er i det hele taget stor tilfredshed med valget på rådhuset.

”Birgitte Lundgren har gennem sit fremragende arbejde som vicekommunaldirektør her i kommunen givet sig selv den allerbedste anbefaling. Hun repræsenterer både kontinuitet og fornyelse og har blandt andet gennem sit arbejde med at etablere et samlet social- og sundhedsområde klart dokumenteret, at hun besidder evnen til at udvikle organisationen, opnå medarbejdernes følgeskab og politikernes tillid. Jeg glæder mig til det fremtidige samarbejde,” lyder det eksempelvis fra borgmester Jens Ive (V).

Publiceret 02 September 2019 08:00