Politidirektør i Nordsjællands Politi Jens-Christian Bülow forsikrer alle om, at politiet skam gør noget.Det er bare ikke altid synligt. Pressefoto
Politidirektør i Nordsjællands Politi Jens-Christian Bülow forsikrer alle om, at politiet skam gør noget.Det er bare ikke altid synligt. Pressefoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politidirektør: Vi gør noget i Birkerød

Politiet får kritik for ikke at reagere på henvendelser om åbenlys narkohandel i Birkerød. Men kritikken rammer forbi, mener direktøren. De er på sagen

Efter skudepisoden torsdag i Birkerød har der været øget bevågenhed og flere patruljer i området omkring gågaden og Politiparken. Det fortæller politidirektør i Nordsjællands Politi Jens-Christian Bülow.

”Vi optrappede straks vores indsats i området,” siger han.

Men oplevelsen fra anonyme kilder i Birkerød er, at man ikke bliver hørt, hvis man gør politiet opmærksom på, at der foregår åbenlys handel med narko i området. Det forstår politidirektøren godt kan virke frustrerende, men der er en forklaring, siger han.

”Altså, det jeg allerførst vil sige er, at jeg er ærgerlig over folk har den oplevelse. Selvfølgelig gør vi noget ved det når der er åbenlys narkohandel. Og vi kender udmærket til de problemer der er i området. Og i anden halvdel af 2016 har vi haft øget opmærksomhed på det og flere patruljer i Birkerød end tidligere,” siger han og tilføjer:

” ”Jeg vil understrege, at vi er afhængige af borgernes oplysninger. Vi vil derfor gerne have de henvender sig. Vi ved selvfølgelig allerede meget, men det er tit, at vi bliver ekstra skarpe når vi får henvendelser fra borgerne. Og det er også vigtigt for mig at sige, at hvis folk ringer og siger der står nogen og er i gang med at handle hash eller narko og de så ikke hurtigt efter ser politiet komme, så oplever de måske at vi ikke bruger oplysningerne til noget. Men det gør vi,” siger han.

Er det bander?

Efterforskningen af, hvad der reelt skete i Politiparken og om der er hold i rygterne om hashhandlen i Birkerød Hovedgade er i gang.

”Der pågår jo selvfølgelig en efterforskning og vi bruger mange kræfter på de her episoder. Og det er også klart, at vi efterforsker om det har at gøre med de bevægelser vi ser på bandeområdet andre steder i København og Nordsjælland på bandeområdet. Men om det er det der foregår, det kan vi ikke sige noget om endnu,” siger politidirektøren.

Fokus på problemerne

I efterår og vinter 2016 optrappede politiet indsatsen og øgede patruljeringen i Birkerød på grund af mistanken om narkohandel.

”Det vi oplevede, da vi iværksatte den øgede patruljering var, at problemet flyttede sig. Måske til andre steder i Birkerød. Det ved vi mindre om. Men når vi skubber til de her personer, så flytter det problemet.

Men der er et bagvedliggende problem, fordi der er et marked for hash og narko og det løser vi ikke ved at skubbe dem væk. Det kræver en indsats fra mange forskelligeaktører at bekæmpe det bagvedliggende misbrugsproblem. Jeg tænker her på f.eks. forældre, skoler og sociale myndigheder Men jeg forstår godt, at folk bliver bekymrede,” siger han.

Sammen med SSP og kommune

Politidirektør Jens-Christian Bülow mener, at samarbejde er en af vejene frem. Og han understreger, at der allerede er et velfungerende samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og Rudersdal Kommune. Jes-Christian Bülow har ved tidligere lejligheder orienteret kommunalbestyrelsen om, hvad politiet foretager sig for at dæmme op for ulovlighederne i Birkerød Hovedgade.

”Jeg synes, at det er helt naturligt at vi sammen med kommunalbestyrelsen kommer ind på det her område og jeg har talt i kommunalbestyrelsen om det og beskrevet hvad vi gør. Vi har et godt samarbejde og det er det ingen tvivl om at det er i SSP at kræfterne skal lægges fra kommunen, for at undgå at sådan noget slår rod i en by,” siger han.

Læs mere om sagen på side 6, hvor Erik Mollerup (fungerene borgmester udtaler sig)

Publiceret: 14. Juni 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere