| Nu skal det være slut med at lede efter en parkeringsplads, når man besøger Skodsborg Sundhedscenter. En ny parkeringskælder til 14 millioner kroner skal udvide kapaciteten fra de nuværende 218 pladser til 292 pladser.
"Gennem Flere år har vi fået en række henvendelser fra såvel naboer som gæster om, at der på visse tidspunkter af dagen - specielt hverdage - kan være mangel på parkeringspladser på området," siger Anne Marie Duus, der er administrerende direktør på Skodsborg Kurhotel & Spa.
Der har været flere forslag på tegnebrættet, men valget faldt på en parkeringskælder, som skal anlægges i græsplænen mellem Grevinde Danner Palæ og Grotten. Terrænet genetableres efterfølgende til det oprindelige udseende, mens de gamle lindetræer ved Strandvejen fældes efter ønske fra Rudersdal Kommunen, da træerne er blevet for gamle.
I følge Anne Marie Duus, genskabes og udvides en ny lindeallé samtidig i en enkelt række op til Grotten. Projekt, som er godkendt i henhold til gældende lokalplan i Rudersdal Kommune, går i gang omkring den 1. august og forventes færdigt i foråret 2010.
Firmaet C.C. Brun Entreprise A/S skal stå for opførelsen af anlægget og alle berørte beboere i Skodsborg Sundpark er blevet orienteret ved et informationsmøde mandag den 8. juni.