Stor succes for miljømaraton

Håbet var med på holdet, da Rudersdal Marathon blev afviklet for 8. gang.

Af
Af Lars Olrik

Det var til gavn for den grønne sag, deltagerne i, hvad der sædvanligvis er kendt som GARMIN Rudersdal Marathon, endnu engang bevægede sig gennem den smukke RudersdalRute.
Arrangørerne havde i år ladet løbet tage navneforandring til Hopenhagen Marathon for at markere støtte til den igangværende miljøkampagne, der forhåbentlig vil være med til at sikre et positivt udfald af klimatopmødet i København.
Selve løbet blev vanen tro gennemført som landets eneste sociale maraton, hvor man løber i tidsgrupper på 4,00 timer eller 5,00 timer som sluttid, afhængigt af hvor hurtigt man plejer at tilbagelægge distancen.

Ny deltagerrekord

I denne ottende udgave siden 2006 satte man endnu engang deltagerrekord med 50% flere tilmeldte end sidst, hvilket var ensbetydende med, at hele 150 glade løbere var mødt op til startskuddet foran Birkerød Idrætscenter.
Feltet talte deltagere fra hele landet og endda et par stykker fra Sverige, som efter en kort velkomst samt introduktion kunne bevæge sig ud på de 42, 125 kilometer i selskab med ligesindede, der løber lige så meget for hyggens som for sportens skyld.
Blandt disse sås flere kendte ansigter som eksempelvis den prisbelønnede forfatter Erik Skyum-Nielsen, TV-lægen Jerk Langer, tidligere FCK’er Kenneth Wegner og vores egen ultraløber Mai-Britt Hansen.

Publiceret 21 November 2009 00:05

SENESTE TV