Virum-Sorgenfris 1. divisionsdamer i håndbold slog EH Aalborg overbevisende med 27-19 og bevæger sig dermed lidt længere væk fra bundregionen.

Virum-Sorgenfris 1. divisionsdamer i håndbold slog EH Aalborg overbevisende med 27-19 og bevæger sig dermed lidt længere væk fra bundregionen.

Virum vinder bundgyser

Skipperen stod i høj grad ved roret, da Virum-Sorgenfri Håndboldklubs 1. divisionshold vandt en vital sejr over EH Aalborg

Af
Af Lars Olrik

Målvogter Julie Skipper bragte sig i fokus på den mest positive facon, da Virum-Sorgenfri vandt 27-19 over EH Aalborg og dermed toget vigtigt skridt i bestræbelserne på at slippe fri af den forhadte nedrykningsstreg.
Den unge målmand leverede en superpræstation med redninger på samlebånd fra alle vinkler og nappede endda straffekast.
Ude i marken startede Virum febrilsk, og kun Kamilla Brix holdt hovedet koldt.
Veteranen har været småskadet i efteråret, hvor hun kun blev brugt i forsvaret, men ugens træning afslørede, at Kamilla var kampklar i begge ender, hvilket hun dokumenterede ved at kyle hjemmeholdets første tre scoringer i kassen.
Ved pausen førte Virum 12-9 uden at have imponeret, men herfra blev niveauet hævet.
Mette Olesen blev sendt på banen og scorede fire mål på vilje og skudkraft, og de to fløje, Nanna Hein og Maiken Dufuor, var sikkerheden selv, og deres scoringseffektivitet medvirkende til at øge føringen til 17-10 og senere 21-12, inden forestillingen sluttede 27-19.
Opgøret bød på debut til Trine Andersen og norske Vilde Foss Arnesen, mens scoringerne blev sat ind af Amanda Bergsten 7, Mette Olesen og Nanna Hein 4, Kamilla Brix og Maiken Dufuor 3, Trine Andersen og Simone Monsrud 2 samt Cathrine Sylvestersen og Vilde Voss Arnesen 1.

Publiceret 24 January 2016 21:15