Missionen er fuldført: Andrea er kommet på landsholdet i triatlon

Efter mindre end et års træning har 18-årige Andrea Lang Bolvig fra Birkerød sikret sig en plads på ungdomslandsholdet i triatlon

Af
Anne Dahl Kristensen

I juli kunne vi her på Rudersdal Avis fortælle om det unge triatlon-talent Andrea Lang Bolvig, der trods få måneders træningserfaring havde en klar ambition om at komme på landsholdet i triatlon. Nu er målet nået.

I weekenden sikrede det unge talent sig nemlig en plads på ungdomslandsholdet i triatlon, da hun klarede de opstillede kravtider ved testsamlingen i Odense. Det fremgår af Dansk Triatlon Forbunds hjemmeside.

Andrea svømmede de 800 meter svømning i tiden 9.47, og hun løb dsitancen på fem kilometer i tiden 18.52 og fik dermed indfriet kravene til landsholdet. Og det glæder det unge talent.

"Det betyder meget. Det var jo et af de store mål, som jeg har haft for min sportskarriere, og jeg er selvfølgelig glad for, at det lykkes," fortæller Andrea, der har trænet på egen hånd i løbet af sommeren for at holde kroppen klar til kvalificeringen.

Målrettet og ambitiøs

Den 18-årige gymnasieelev fra Bistrup beskrives som værende særdeles struktureret, målrettet og disciplineret. Det er da også med netop disse egenskaber, at hun nu har fået indfriet sin første store målsætning inden for triatlon-verdenen, og her et par dage efter kvalificeringen har hun allerede sat sig et nyt mål.

"Det næste mål er helt sikkert deltagelse ved de internationale stævner, så jeg kan se, hvordan jeg ligger i forhold til pigerne fra de andre lande," fortæller hun.

Andrea har svømmet konkurrencesvømning igennem mange år, men for mindre end et år siden valgte hun at skifte kurs, og i stedet begynde på triatlon, hvor hun kombinerer svømningen med løb og cykling. Hun gennemførte sit første triatlonstævne i maj, og i begyndelsen af juni stod hun øverst på sejrsskamlen til I Forms kvindetraitlon i gentofte. Og sporten giver det unge talent mere end medaljer.

"Sport har altid været en stor del af mit liv, og jeg har svømmet siden jeg begyndte til babysvømning. Men triatlon har virkelig givet mig et selvtillidsboost. På det halve år, jeg har været i gang, har jeg opnået mere, end på de 10 år, som jeg har brugt på konkurrencesvømning," fortalte Andrea tidligere på året til Rudersdal Avis.

Andrea har netop taget hul på sit sidste år i gymnasiet, og efter sommerferien planlægger hun et sabbatår. Hun skiftede for nylig klub, og træner i dag hos Københavns Triathlon Klub, hvor hun blandt andet træner med den danske europmester inden for sporten.

Publiceret 27 September 2018 16:00

SENESTE TV