En formstærk Monalisa Job giver den alt hvad hun kan til VM i Disco Dance 2018. Pressefoto

En formstærk Monalisa Job giver den alt hvad hun kan til VM i Disco Dance 2018. Pressefoto

Monalisa vinder VM-bronze i Disco Dans

Monalisa Job fra Virum har netop vundet bronze ved IDO World Disco Dance Championship, Junior, 2018

Med en 2. plads til de Europæiske Mesterskaber i baggagen, var det en formstærk Monalisa Job, der gik på dansegulvet i Örebro i Sverige, hvor dette års verdensmesterskab i Disco Dance løb af stablen for godt en uge siden. Men med de 114 stærkeste dansere fra hele verden på deltagerlisten i solo, var der også lagt op til en lang dag med masser af runder for at nå hele vejen til finalen.

"Da jeg gik på gulvet om morgenen var jeg super nervøs, og det blev ikke lige frem bedre i løbet af dagen. Men jeg har efterhånden lært, at nervøsitet er en god ting. Man kan nemlig bruge den til at give den endnu mere gas ude på gulvet. Jeg har også lært at man skal give sig 100%, hver gang man er på gulvet. Der er ikke plads til at slappe af på noget tidspunkt. Gør man det – er det måske sidste gang man kommer på gulvet den dag. De andre er nemlig super dygtige, synes jeg," fortæller Monalisa Job i en pressemeddelelse.

Forud for deltagelsen til verdensmesterskaberne har Monalisa kvalificeret sig blandt i alt 10 andre danske dansere. Det skete ved i alt tre rangliste-turneringer rundt om i landet. Monalisa var dog eneste dansker tilbage i både semifinalen og finalen.

"Det var min helt store drøm at nå til finale-runden. Her er konkurrencen knivskarp, og man må bare kæmpe med det, man har. I finalen er man alene på gulvet, og det giver gode muligheder for at vise, hvad man kan. Men det kan også gøre en nervøs. Jeg kan huske hvor spændende det var at se de store og dygtige piger danse til en VM-finale og hvor inspirerende det var at se. At vide jeg måske kan inspirere andre piger og drenge er helt fantastisk."

Monalisa træner på en af Danmarks største danseskoler, AL-dans i Søborg, hvor hun træner dagligt. Og sommetider flere gange om dagen. Næste store turnering er de Nordiske mesterskaber, som også finder sted i Sverige, men dog først til december.

"Jeg ville aldrig komme så langt uden opbakningen fra danseskolen. Både mine trænere og mine veninder betyder hel vildt meget for mig. Jeg har også en træner i Italien, som jeg har besøgt tidligere på sæsonen. Det er også ham, der har designet og produceret min dragt i år. Nu mangler jeg bare de nordiske mesterskaber, så slutter sæsonen – det bliver også rart med en lille pause i juleferien."

adk

Publiceret 26 October 2018 11:30

SENESTE TV