Camille Alstrup debuterede ved VM i Hip Hop med en bronzemedalje. Pressefoto

Camille Alstrup debuterede ved VM i Hip Hop med en bronzemedalje. Pressefoto

Camille debuterer med VM-bronze i Hip Hop

Camille Alstrup fra Skodsborg er netop hjemvendt fra Polen, hvor hun blandt 75 dansere fra 20 nationer konkurrerede om VM titlen i Hip Hop for voksendansere

Camille er 17 år, og hun har danset i 15 år hos AL-Dans i Søborg, men hidtil udelukkende konkurreret internationalt på hold. Men i konkurrence med næsten 100 dansere i Danmark kvalificerede Camille sig til VM i solo – og tog udfordringen op. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Danmark havde fem deltagere med, men kun Camille gik hele vejen til finalen i det traditionelt østeuropæisk dominerede felt. Og indsatsen resulterede altså i en VM-bronzemedalje.

"Jeg går på andet år på Sara Gaardbo’s 'Danseuddannelsen', og den omfatter andre dansearter og teknikker, ligesom jeg lærer, hvordan jeg skal træne og pleje min krop, så jeg bliver en endnu bedre og mere veltrænet danser. Det gav mig utvivlsomt en afgørende ballast i finalen," siger en meget glad og stolt Camille i pressemeddelelsen.

"Min drøm er et liv, hvor dans er en vigtig del, men jeg vil også gerne hjælpe andre med både den tekniske og mentale del af dansen samt med at pleje og udvikle kroppen til god bevægelse," fortsætter hun.

Camille har ingen konkrete planer udover Danseuddannelsen, men hun overvejer at afprøve sig selv som sportsmassør eller fysisk træner for andre sportsfolk.

adk

Publiceret 02 November 2018 10:00

SENESTE TV