Tommy Würtz fik en flot sølvmedalje i kategorien H50. Foto: Bent Hjarbo

Tommy Würtz fik en flot sølvmedalje i kategorien H50. Foto: Bent Hjarbo

Mere metal til samlingen i Holte Ski

Holte Ski havde sædvanen tro et hold af løbere med, da de danske mesterskaber i langrend blev afholdt i sidste uge, og de lokale skiløbere kom på ny hjem med adskillige medaljer

Det blev til hele 10 guldmedaljer og 5 sølvmedaljer, samt flere placeringer lige udenfor medaljerækken, da langrendsløberne fra Holte Ski i sidste uge deltog i de danske mesterskaber ved Kvitåvatn i Norge. Det fremgår af en pressemeddelelse fra klubben.

Der blev dystet i fem discipliner med start sidste søndag.

Inger Plum blev den store triumfator med fire medaljer af guld og en enkelt af sølv. Det skete i klassen D65.

På de korte distancer blev det til guld for Inger Plum D65, Mogens Hedengran H65 og sølv til Gert Olsen H70.

I Knock out sprinten fik Inger Plum D65 guld, og samme metal gik til Mogens Hedengran H65 og Gert Olsen H70. Tommy Würtz H50 fik en flot sølvmedalje.

I Duathlon som bestod af klassisk stil og fri stil fik Inger Plum guld og sølv til Mogens Hedengran.

Parstafet bestod af hold på to personer, hvor den ene løb klassisk stil og den anden fri stil.

Mogens Hedengran og Gert Olsen vandt sammen, mens Inger Plum dannede par med Hans Peter Mikkelsen og fik sølv.

Lørdag blev afslutningen med de lange distancer, og Holteløberen Martin O.K. Christensen debuterede ved DM med stor succes. I herreeliteklassen H21 blev det til en meget flot sølvmedalje.

Inger Plum, Mogens Hedengran og Gert Olsen sluttede alle af med endnu engang at vinde guld.

Altså igen en stor succes for Holte Ski, som nu er oppe på i alt 722 DM medaljer siden klubbens start i 1955.

adk

Publiceret 06 February 2019 10:34

SENESTE TV