Søllerød-svømmer udtaget til Europæiske Juniormesterskaber i Rusland

Christoffer H. Andersen er med på holdet, når Danmarks Svømmeunion sender 20 svømmere af sted til de Europæiske Mesterskaber for juniorer i Kazan, Rusland

Ved det nyligt afholdte Danish Open / Danske Juniormesterskaber i Taastrup lykkedes det 16-årige Christoffer H. Andersen at komme under kravtiden til mesterskabet, da han i finalen i 800 meter fri svømmede i tiden 8.16.35. En tid der var mere end 3 sekunder under kravet på 8.19.47 og en forbedring af hans personlige rekord med ikke mindre end 6 sekunder.

Tiden rakte samtidig til en sølvmedalje i juniorklassen, der består af svømmere født år 2001, 2002 og 2003.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Også i 400 fri lykkedes det Christoffer H. Andersen med den personlige rekordtid 3.58.60 at komme et solidt stykke under kravet til de europæiske mesterskaber, der her lyder på 4.00.46. I dette løb tog han en bronzemedalje, mens det på den halve distance 200 fri blev til en sølvmedalje i tiden 1.52.99.

"Christoffers viste stort mentalt og fysisk overskud under hele Danish Open. Han evnede at holde fokus hele vejen igennem det fem dage lange stævne, hvilket er imponerende af en svømmer i så ung en alder. Det lover godt for de Europæiske Mesterskaber i juli," siger cheftræner i Søllerød Svømmeklub Ricardo Blanco.

Christoffer H. Andersen er allerede nu i gang med forberedelserne til sommerens mesterskab.

Af andre gode Søllerød-resultater fra Danish Open kan fremhæves Valdemar Kristensen, der satte personlig rekord og opnåede pæne placeringer i samtlige løb: 200, 400, 800 og 1500 fri. Også Christoffer Weiss klarede sig flot med flere personlige rekorder og to B-finalepladser i 200 fly og 400 medley.

adk

Publiceret 06 May 2019 15:00