I år afholdes Cykelstaffetten Spar Nord lørdag 25. maj. Pressefoto

I år afholdes Cykelstaffetten Spar Nord lørdag 25. maj. Pressefoto

Nu ruller Cykelstafetten igen

Tilmeldingen til dette års udgave af Cykelstafetten er åben. Starten går lørdag 25. maj

Det tegner til at blive et brag af en cykelfest lørdag 25 maj, når Cykelstafetten Spar Nord for første gang i sit fireårige liv afvikles på en lørdag. Ændringen for dagen giver store forventninger hos arrangørerne, fremgår det af en pressemeddelelse:

"Alle ved, at det er sjovere at feste lørdag end søndag, og Cykelstafetten Spar Nord er det perfekte mix af et rigtigt godt cykelløb og en fantastisk fest," udtaler arrangør Ole Egeblad.

Cykelstafetten Spar Nord er for alle med en cykel, og man skal blot kunne cykle mindst en omgang på den lettere modificerede VM-rundstrækning.

Modificeret VM-Rundstrækning

I 2019 har arrangørerne valgt at lave en markant ændring af VM-rundstrækningen.

Ruten afkortes fra de oprindelige 14 kilometer til godt 8 km. Gl. Holte og Nærumdelen skæres fra, og det giver en mere smidig rute og afvikling.

"Vi har valgt, at fjerne de lidt mere kedelige strækninger af den fantastiske VM-Rundstrækning for at gøre cykelfesten mere intens, og samtidig letter vi på de mindre trafikale udfordringer for borgerne i området," siger Ole Egeblad.

Solo-klassen fortsætter

Belært af succesen med solo-klassen i 2018 har arrangørerne valgt at lade soloklassen fortsætte. Soloklassen afvikles sideløbende med Cykelstafetten Spar Nord, og deltagerne skal tilbagelægge fire timer på den krævende rundstrækning.

Cykelstafetten afvikles af RE Sport EventGroup i tæt samarbejde med Cykelstafetten CC, Birkerød Bicycle Club samt desuden Rigspolitiets Idrætsforening og Rudersdal Kommune.

adk

FAKTA

Konkurrence

I samarbejde med cykelstafetten Spar Nord udlodder Rudersdal Avis 10 hold og 5 solostarter.

For at deltage skal du svare på nedenstående spørgsmål:

  • Hvem vandt VM i Cykling i 2011 på rundstrækningen i Rudersdal?
  • Send dit svar til konkurrence.rudersdalavis@lokalavisen.dk

De heldige vindere får direkte besked 16. maj.

FAKTA

  • Cykelstafetten Spar Nord er for hold bestående af tre personer: Kvinder, Mænd, Mix
  • Der cykles i 4 timer + omgangen færdig
  • 7,7 km rundstrækning
  • Hvert hold har en deltager i gang på cyklen, imens de andre hygger sig
  • Hvert hold bestemmer selv, hvornår man skifter rytter
  • Skiftezonen er placeret på Geels Bakke
  • Alle kan cykle med uanset niveau

Publiceret 08 May 2019 11:00