Pressefoto

Pressefoto

Eva Sandersen indleder senior-karrieren med guld

Selvom Eva Sandersen fra Holte kun lige er trådt ind i den hårde seniorrække ved årsskiftet, har hun allerede markeret sig som en af verdens bedste taekwondo udøvere

På trods af at Eva har været Europas bedste i hele sin tid som junior, er det sjældent en let overgang at gå fra junior til senior.

Stævnesæsonen blev åbnet med NM, hvor Eva trods sin seniordebut blev en suveræn nordisk mester, og hun fortsatte stilen med guld til det efterfølgende Presidents Cup, som gav direkte kvalifikation til EM, og French Open samt German open blev også til en ren guld høst.

Til US Open måtte Eva dog nøjes med en bronzemedalje, der blev afgjort helt nede i hundrededelene. I de indledende runder scorede Eva højere end både guld- og sølvvinderne, men desværre havde Eva ikke marginaler på sin side, da medaljerne skulle fordeles.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

EM-guld trods hård konkurrence

Højdepunktet på foråret blev EM Tyrkiet, hvor Eva slog modstander efter modstander ud indtil hun nåede finalen, hvor hun havde oddsene imod sig, da modstanderen her var den tyrkiske hjemmebanefavorit og flerfoldige Europa- og verdensmester.

Første runde i finalen viste de to udøveres meget forskellige stil, hvor tyrkeren havde større erfaring og udstråling, mens Eva stil var lettere og med større skarphed, og runden endte helt lige.

I anden runde blev Evas større præcision og renere teknik belønnet, og stik imod alle forventninger kunne hun tage EM-guldet hjem.

I individuel freestyle var det Eva mod en anden tyrkisk hjemmefavorit, og Eva havde fået en dårlig plads i startrækkefølgen, men trods stor opbakning fra hjemmepublikummet, måtte tyrkeren nøjes med sølv, mens Eva høstede guldmedalje nummer to ved sit første senior EM.

Viljens magt

Som afslutning på forårs- og sommersæsonen tog Eva i sidste uge til Korea for at stille op mod de bedste i taekwondoens hjemland ved verdensranglistestævnet Kimunyong International Taekwondo Championship.

Træner Bodo von Münchow var trofast fulgt med til hele vejen for at støtte sin udøver. Optakten var ellers ikke den bedste, da Eva havde pådraget sig en skulderskade ugen inden stævnet.

Skaden var dog ikke større end viljens magt over legemet, så Eva viste storform og slog på stribe udøvere fra taekwondo stormagterne Thailand, Vietnam, Taipei, Kina og ikke mindst Korea, inden hun vandt den meget eftertragtede guldmedalje, som hun modtog på medaljeskamlens øverste trin med efterfulgt af den danske nationalmelodi, som ellers sjældent høres på de kanter.

Eva tilbringer resten af sin sommerferie med at træne i Korea og Filippinerne, inden hun fortsætter i 3.g på Virum Gymnasium.

adk

Publiceret 25 July 2019 11:00