Jesper Tvermoes, formand for Birkerød tennisklub, er glad for, at der kommer Davis Cup-tennis til hjembyen. Foto: Thomas Schiermacher
Jesper Tvermoes, formand for Birkerød tennisklub, er glad for, at der kommer Davis Cup-tennis til hjembyen. Foto: Thomas Schiermacher
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tennislandsholdet spiller kamp i Birkerød

Når Davis Cup-holdet møder Irland bliver det med 800 hjemmebane-tilskuere på lægterne i Birkerød Idrætscenter

Sport I starten af februar danner Birkerød de festlige sportslige rammer om Davis Cup opgøret mellem Danmark og Irland. Det er Dansk Tennis Forbund og Rudersdal Kommune der samarbejder om afviklingen af kampen i Danmarks pulje i Europa-Afrika zone, gruppe 2. Det skriver Dansk Tennis Forbund på sin hjemmeside.

Formanden for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen fortæller:

”Tennis er en meget populær idrætsgren i Rudersdal kommune, og det er derfor helt naturligt, at vi nu tilbyder de mange aktive tennisspillere og andre interesserede borgere i kommunen at komme og opleve det danske Davis Cup landshold på tæt hold. Med god opbakning fra kommunens mange lokale tennisklubber og resten af landet kan vi skabe festlige rammer og en fyldt hal.”

Formanden for Birkerød Tennisklub, Jesper Tvermoes er selvfølgelig begejstret. Det skriver han i en mail til Rudersdal Avis.

“Det er stort, at Davis Cup - Danmark mod Irland - kommer til Idrætscenteret i Birkerød. Vi i Birkerød Tennis Klub er dybt involveret i arrangementet og er i gang med at skaffe frivillige. Det er Holte Tennisklub og Vedbæk Tennisklub også, ved jeg. Det er en stor ting og der er jo fuld TV-dækning, når de bedste tennisspillere i Danmark og Irland mødes. Der bliver 800 pladser, som gerne skulle fyldes op, så stemningen kommer i top,” siger formand Jesper Tvermoes.

Kommunen er glad

I Rudersdal er der også tilfredshed – dels på vegne af kommunen og de mange aktive tennisudøvere, men også fordi Davis Cup kampen dermed bliver tilføjet den lange række af sportsaktiviteter, der løbende foregår i området.

Kulturchef Birgit Hoé Knudsen siger til Dansk Tennis Forbunds pressemeddelelse, at:

”Vi har et meget alsidigt og aktivt fritidsliv i Rudersdal Kommune med mange aktive borgere indenfor alle aldersgrupper. Jeg glæder mig over, at vi nu også kan tilføje en spændende international tennislandskamp til den lange række af eksisterende idrætsaktiviteter, som kommunens borgere kan opleve. Jeg vil gerne takke de lokale ildsjæle, der har sørget for at det er blevet muligt.”

Mange frivillige er nødvendige til en landskamp

Kenneth Carlsen er med på sidelinjen, når Davis Cup-holdet spiller. Her fra en kamp i efteråret i Aarhus. Foto: Morten Olsen/Dansk Tennisforbund
Kenneth Carlsen er med på sidelinjen, når Davis Cup-holdet spiller. Her fra en kamp i efteråret i Aarhus. Foto: Morten Olsen/Dansk Tennisforbund

Højt niveau

Direktør for Dansk Tennis Forbund Klaus Nørby Jakobsen er meget tilfreds med valget af Rudersdal Kommune som vært:

“Vi glæder os rigtig meget til at vise tennis på højt niveau og der er ingen tvivl om, at Birkerød Idrætscenter besidder optimale rammer for at kunne skabe en atmosfærefyldt tennisoplevelse både for spillere og publikum. Erfaringsmæssigt kræver afvikling af en landskamp en masse frivillige kræfter til at løfte de mange opgaver som f.eks. at lægge tennisgulvet, være vagter, boldbørn, chauffører, opsætte udstyr og lignende. Til at sikre opbakning fra mange frivillige har vi en tæt og positiv dialog med de lokale klubber og Tennis Øst, så jeg er sikker på, at vi sammen kan skabe den bedste oplevelse for landsholdet og et forhåbentligt talstærkt fremmødt publikum.”

Davis Cup holdet udtages officielt onsdag den 24. januar 2018 og der er plads til 800 tilskuere og billetsalget går i gang på fredag  via ticketmaster.dk.

Double i action. Der bliver mulighed for at se klassetennis i Birkerød Idrætscenter til februar. Foto: Morten Olsen/Dansk Tennisforbund
Double i action. Der bliver mulighed for at se klassetennis i Birkerød Idrætscenter til februar. Foto: Morten Olsen/Dansk Tennisforbund
Publiceret: 08. Januar 2018 18:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis