Kim Tosti er 55 år, og har netop udgivet sin første børnebog. Tidligere har han arbejdet som direktør i Novo Nordisk, og nu arbejder han med iværksætteri.
Kim Tosti er 55 år, og har netop udgivet sin første børnebog. Tidligere har han arbejdet som direktør i Novo Nordisk, og nu arbejder han med iværksætteri.
Foto: Anne Kristensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tidligere Novo Nordisk-direktør udgiver børnebog

Børnene er blevet voksne, og nu har Kim Tosti samlet sine hjemmebryggede godnathistorier om ’Harry og Jesper’ i en børnebog

Som småbørnsforældre kan man hurtigt blive træt ved tanken om at skulle læse den samme godnathistorie 50 gange i træk, hvilket absolut ikke er et utænkeligt scenarium. For imens de små børn føler tryghed i gentagelsen, bliver den hurtigt lidt trættende for de voksne. Og netop det dilemma fik i sin tid Kim Tosti til at finde på et alternativ. Han opfandt figurene Harry og Jesper og begyndte ud fra egen fri fantasi at digte godnathistorier til sine to børn. Det havde også den fordel, at man kunne fortælle med lyset slukket.

De hjemmebryggede historier blev taget så godt imod, at børnene, som nu er voksne, for et par år siden spurgte deres far, om han ikke ville samle og sikre fortællingerne i en bog, som de selv kan læse for deres børn. Og dermed var ideen til børnebogen 'Harry og Jesper i kampvognskuppet' skabt.

Fantasifulde kup

“Jeg blev træt af at læse de samme historier igen og igen. Jeg ville bare gerne fortælle og have en hyggestund sammen med mine børn. Derfor opfandt jeg Harry og Jesper, som er skabt ud fra inspiration fra Olsen Banden, Tin Tin og 101 Dalmatinere,” fortæller Kim Tosti, der bor i Trørød.

Harry og Jesper er to godmodige og uheldige røvere, der ofte ender i fængsel. De har nemlig lovet at købe et stort hus til deres mor Magda, og for at skaffe pengene forsøger de sig med det ene store og fantasifulde kup efter det andet. Og i Kim Tostis første børnebog er det Harry og Jespers plan, at de vil røve Nationalbanken for guldbarrer. De lægger en plan, som kræver både kampvogne, tissemyrer og forbrydere fra Finland for at kunne lykkes.

Selvom Harry og Jesper er forbrydere, har det ligget forfatteren meget på sinde, at de skal optræde som 'ordentlige røvere'. Blandt andet derfor hjælper de politibetjentene op fra vandet, da de har sendt politibilen i havnen med kampvognen. Ellers risikerer de jo at drukne.

“Historien skal have en ekstra dimension end virkeligheden. Børnene skal kunne forestille sig et univers, hvor de trygt kan hygge sig og lade sig rive med af historien, og de skal kunne sove trygt bagefter. Derfor er Harry og Jesper i bund og grund jo bare et par glade drenge, som har lovet deres mor et flot hus, og det løfte vil de gerne holde. For det er vigtigt at holde, hvad man lover,” forklarer Kim Tosti.

Og netop af samme årsag er bogen også i dag en realitet. For selvom den har forvoldt Kim Tosti en del udfordringer undervejs, så havde han lovet sine børn at gøre den færdig. Så færdig blev den.

Giver ikke op

Det hænger sammen med et andet vigtigt livsprincip, som Kim Tosti efterlever. Nemlig, at man ikke skal give op, så snart noget bliver svært.

“Sådan har jeg det personligt, og sådan har Harry og Jesper det også. De er ukuelige optimister og har en stærk tro på, at alt kan lade sig at gøre. Og selvom de ikke er begunstiget af de bedste livsvilkår, så hører man dem ikke klage. De har ikke nogen uddannelse, men de har affundet sig med deres skæbne og har det rigtig godt med det,” fortsætter Kim Tosti.

Ifølge forfatteren er det nemlig vigtigt, at man er glad for det, man laver.

Udover at være børnebogsforfatter har Kim Tosti tidligere været direktør hos Novo Nordisk, og nu arbejder han med iværksætteri. Og det var igennem sit nuværende arbejde, at han kom i kontakt med Anita Sølver, der har illustreret bogen 'Harry og Jesper i kampvognskuppet'. Bogen kan ses og købes hos Siesta Trørød Bageri samt via hjemmesiden www.harryogjesper.dk, hvor man også kan læse om bogen.

Hør Kim Tosti læse op fra sin bog på Rudersdal Avis" Facebookside.

Publiceret: 10. Oktober 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere