Erik Mollerup (V) og Anika Rée (V) glæder sig over, at der nu er lagt en plan for, hvordan der kommer mere liv i Nærum.
Erik Mollerup (V) og Anika Rée (V) glæder sig over, at der nu er lagt en plan for, hvordan der kommer mere liv i Nærum.
Foto: Anne Dahl Kristensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Visionen er klar: Der skal mere liv i Nærum

Hjertet af Nærum udgøres i dag af primært virksomheder og parkeringspladser. Det skal der laves om på, mener politikerne

I mange af Danmarks byer er industriområdet placeret i udkanten af byen. Sådan er det ikke i Nærum. Centrum er i høj grad præget af virksomheder, herunder det store og historiske firma Brüel og Kjær, ligesom der er anlagt en del parkeringspladser. Det betyder, at der typisk er liv i centrum af Nærum om morgenen og eftermiddagen, når de ansatte kører til og fra arbejde, og i resten af tiden ligger byens mest attraktive kvadratmeter ofte øde hen.

Det faktum vil man fra politisk side gerne ændre på. Derfor har man tidligere fået udarbejdet en visionsplan for området, der har til formål at skabe vækst og udvikling. Nærum har nemlig meget at byde på. I visionsplanen beskrives området eksempelvis som særdeles attraktivt, da det ligger midt i det grønne landskab og stadig tæt på København.

Overset forbindelse

En vigtig pointe i planen er, at man ikke ønsker at drive virksomhederne ud fra byen. Der bliver i stedet tale om en fortætning af de eksisterende erhvervsejendomme, så hele området kan revitaliseres.

“Det handler om, at man eksempelvis placerer virksomheder i stueetagen af bygninger og laver boliger på førstesalen, så der også er liv om aftenen. Eller det kan være, at den kantine, som alligevel betjener de ansatte i dagtimerne, også kan fungere som café for byens borgere i aftentimerne,” forklarer Erik Mollerup (V), formand for Bycenterudvalget, da Rudersdal Avis tager med ham og partifællen Anika Rée på en rundtur i området.

“Og så handler det om, at man placerer parkeringspladserne anderledes, så arealet her midt i centrum kan bruges til andre formål,” fortsætter Erik Mollerup.

“Som Nærumborger og familiemenneske tænker jeg, at det vil være rigtig positivt for byen, hvis der kan skabes restauranter og et rum til at mødes her i centrum. Det ville være godt for naboskabet. Men ikke mindst er det positivt, at der bliver skabt en bedre sammenhæng mellem Nærumvænge Torv og Nærum Hovedgade, som gør Nærum mere attraktiv,” tilføjer Anika Rée.

Under vores spadseretur går vi blandt andet på den cykel-og gangsti, der forbinder Nærumvænge Torv med Nærum Gymnasium og Nærum Hovedgade. En ny, kort smutvej, der kan bringe folk fra det ene handelsområde til det andet.

“Men jeg tror ærlig talt ikke, at der er ret mange, der ved, at den er her. For hvis man ikke arbejder hos en af virksomhederne, kommer man jo slet ikke ind på dette areal,” lyder konstateringen fra Erik Mollerup.

Attraktivt erhverv

Kort sagt er tanken, at erhvervsområdet skal omdannes fra at være et klassisk industriområde til at være et moderne virksomhedsområde med attraktive forhold, der også kan skabe en synergi mellem DTU i Lyngby og Scion DTU i Hørsholm.

Det er ikke en ændring, der sker over natten. Der er formentlig nærmere tale om en 10 år eller længere tidshorisont. Til gengæld har Nærum potentiale til at kunne blive særdeles attraktiv. Af visionsplanen fremgår det:

“Nærum har, hvad DTU og Scion DTU efterspørger, nemlig en bynær beliggenhed. Både DTU og Scion DTU er langt større end Nærum erhvervs- og vidensby oplagt kan blive, men i sammenhæng kan de noget, og Nærum kan udfylde en rolle i netværket som erhvervsområdet, der kobler vidensvirksomheder med boliger og bylivsfunktioner. Til gengæld mangler Nærum erhvervsområde i dag kvaliteter, som både DTU og især Scion DTU har, nemlig et grønt miljø af høj kvalitet. Scion DTU ligger som Danmarks måske mest naturskønne erhvervsområde. Det er vigtigt, at Nærum erhvervs- og vidensby ikke alene får de bymæssige kvaliteter, men også de grønne kvaliteter, da de også understøtter en positiv virksomhedsprofil i dag.”

Første punkt på to do-listen i forhold til at få projektet til at lykkes er, at man arbejder på at åbne byen mere op. For som det er i dag, kan man nemt overse Nærum, når man kører forbi i bil eller i bus. I visionsplanen anbefales det:

“Ankomsten ændres, så Nærum visuelt præsenterer sig med en klar identitet fra motorvejen. Visionen foreslår fortætning med ikoniske byggerier, som bygger på Nærums tagprofiler i identiteten og giver en attraktiv ankomstsituation, som markerer både byen Nærum og erhvervs- og vidensbyen klart.”

Processen er i gang

Nu er processen begyndt. Der har været afholdt borgermøder med et positivt udfald, og de første spadestik er taget. Blandt andet er der bygget rækkehuse bag plejehjemmet Byageren, og der er fra politisk side netop givet byggetilladelse og dermed grønt lys til, at der kan opføres 300 nye studieboliger, som skal stå klar til indflytning ved studiestart næste år.

Ligeledes har Byplanudvalget i sommer godkendt, at der laves en ny lokalplan for området ved Brüel og Kjær-ejendommene, som giver firmaet mulighed for at bygge et nyt domicil ud mod Skodsborgvej.

Publiceret: 12. Oktober 2017 11:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere