De Røde Porte sikres nu for fremtiden. Arkivfoto

De Røde Porte sikres nu for fremtiden. Arkivfoto

De røde porte sikres for fremtiden

Af
Christoffer Buster Reinhardt (K)

medlem af kommunalbestyrelsen

DEBAT De røde porte, der står som indgangspartier til Jægersborg Hegn, bliver nu indskrevet i en ny bevarende lokalplan for Rudersdal Kommune. De Røde Porte har i de seneste år levet et usikkert liv, siden Naturstyrelsen i 2016 pludselig fandt på at rive disse klassiske og ikoniske porte ned.

Heldigvis rejste der sig en folkelig storm mod nedrivningen. Portene betyder meget, og er vigtige kulturikoner for vores lokalsamfund. Der blev også stiftet en forening, De Røde Portes Venner, som på forbilledlig vis har arbejdet for bevarelsen af portene og også har genopført dem.

Nu sikrer vi politisk portene endnu mere. Ved at skrive alle 8 røde porte der står i Rudersdal ind i en bevarende lokalplan, kan Naturstyrelsen, eller andre der i fremtiden skulle få lyst til at fjerne portene, nemlig ikke gøre det uden kommunalbestyrelsens samtykke. Et samtykke, jeg har ualmindeligt svært ved at forestille mig skulle blive givet.

Lokalplansforslaget er en sejr for vores lokale kulturhistorie, hvilket jeg er rigtig glad for.

Forslaget er nu i en 10 ugers høring, og jeg vil opfordre alle der interesserer sig for bevarelsen af de røde porte, til at indsende et opbakkende høringssvar til lokalplan 264 via kommunens hjemmeside.

Publiceret 13 September 2019 08:00