Der blev givet garantier til borgermøderne om den kommende skolestruktur, mener debattøren.

Der blev givet garantier til borgermøderne om den kommende skolestruktur, mener debattøren.

Læserbrev: Sidste runde skolestruktur - sandhedens time

Af
Keld Stattau

Biskop Svanes Vej 66D, st.

Birkerød

DEBAT Mandag den 16. september er (var, red.) det frist for at sende kommentarer til det oplæg, som et bredt flertal af byrådet har sendt ud i høring, og som indebærer at otte skoler skal slås sammen til fire skoler, men med indskolingsklasser på alle otte matrikler.

På høringsmøderne om skolestrukturforslaget i forrige uge var det for de deltagende forældre et helt centralt punkt om deres børn med sammenlægningerne kunne risikere undervejs i deres skoletid fra 0. - 5. klasse, at skulle flytte matrikel som følge af de "nødvendige klasseoptimeringer", som skolesammenlægningerne primært begrundes i. Jeg er ret sikker på, at de allerfleste af de bekymrede forældre på møderne har hørt, at man bredt politisk gav medhold i, at det bestemt ikke var hensigten med sammenlægningerne. Begrebet "matrikelgaranti" blev der sågar nikket til i politikerpanelet.

Og så er det, at det nu bliver "sandhedens time" for alle de politiske partier. HVIS man politisk holder fast i sit tilsagn om, at elever (og forældre) på de sammenlagte skoler IKKE skal risikere at flytte matrikel , før man når til udskolingsforløbet - ja så vil "klasseoptimeringer" (læs: "klassesammenlægninger") ikke være muligt. Og så falder den primære begrundelse for at sammenlægge skolerne.

HVIS man politisk IKKE vil give denne "matrikelgaranti" - så må man ærligt og redeligt fortælle forældrene på de sammenlagte skoler, at risikoen for, at klasserne på 0. - 5. årgang kan blive lagt sammen er til stede, hvis udviklingen i elevtallet gør det muligt og nødvendigt af hensyn til skolens økonomi, - OG at det så stensikkert betyder, at elever må flytte matrikel. Alt andet vil være usandt og uhæderligt.

På de fire høringsmøder, som er blevet afholdt - og jeg var til stede til dem alle fire - var det alene repræsentanterne fra Lokallisten, de konservative og måske også lidt Radikale Venstre, der gav udtryk for, at høringsmøderne og høringssvarene kunne give anledning til at revurdere i det udsendte oplæg. Venstres og Socialdemokratiets repræsentanter fremlagde, forklarede og forsvarede forslaget som om, det var en færdig politisk aftale, der ikke kunne flyttes kommaer i. Det var tydeligt, at de mange forældre, der deltog i alle fire møder, lige jeg selv, oplevede denne tilgang til sagen noget besynderlig.

Så derfor: Lyt nu til det, I hørte på møderne og som formodentlig også vil fremgå af høringssvarene. Men vær frem for alt ærlig i jeres udmeldinger til de berørte forældre. Enten giver I en "matrikelgaranti" på de sammenlagte skoler op til 5. årgang og kan så lige så godt lade disse matrikler selv vælge, om de vil fortsætte med egen bestyrelse og skoleleder - eller også vedkender I jer, at elever på alle klassetrin på sammenlagte skoler kan ende i klassesammenlægninger, som betyder, at elever kan blive flyttet til anden matrikel.

Publiceret 17 September 2019 10:30