Lad være at fodre ænderne i Søllerød Sø, opfordrer debattøren. Privatfoto

Lad være at fodre ænderne i Søllerød Sø, opfordrer debattøren. Privatfoto

Debat: Ænderne må ikke fodres

Af
Gunnar Brocelius

Vejlesøparken 33, Holte

Debat På mine vandreture i vort skønne område, mødte jeg dette skilt, som står ved Søllerød Sø lige nedenfor kirkegården.

Gennem 20 år som ejer af Holte Havn har jeg set problemet og fulgt med i kommunens tiltag med at forbedre vandkvaliteten i vore søer. Der er brugt milioner af kroner på forskellige projekter, men hvad kan det nytte, når forældre/bedsteforældre står skulder ved skulder og kaster det billigste toastbrød fra Netto i søen og på søbredden.

I starten af min tid ved Vejle Sø, hørte jeg i radioen et interview med en miljømand fra Københavns Kommune. Interviewet foregik ved Damhussøen, og jeg var rystet. Denne masive fodring forrykker fuldstændig balancen i søen og ødelægger dermed miljøet.

Der er desværre tradition for at tage “Lille Bimmer” ved hånden og: “vi skal ned og fodre ænder!”

Som oftest er det barnet i den voksne, det morer, Bimmer bliver hurtigt træt og vil noget andet, hvorefter resten af brødet samvittighedsløst bliver smidt på stedet. Men så er der også lidt til rotterne.

Jeg ringede for år tilbage til “Teknik og Miljø” . De gik ikke ind for forbudsskilte og det gør vi generelt ikke, men skiltet ved Søllerød Sø, er et godt initiativ - lad ideen brede sig - det er oveni købet et pænt skilt.

Gå ind på nettet og søg “andefodring” og bliv klogere.

Publiceret 19 September 2019 10:30