Bevar skolerne og giv dem arbejdsro og giv børnene nogle lærerige, sociale og trygge rammer, opfordrer debattøren. Arkivfoto: Mikkel Svinth Rødgaard

Bevar skolerne og giv dem arbejdsro og giv børnene nogle lærerige, sociale og trygge rammer, opfordrer debattøren. Arkivfoto: Mikkel Svinth Rødgaard

Stop nu det makværk af en ny skolestruktur!

Af
Anne Leddet

Egehegnet 71

2850 Nærum

DEBAT Nu er det vist på tide, at den gamle overlærer griber pennen og giver sit besyv med i den verserende skoledebat.

Kære Rudersdalpolitikere. Slå nu bremsen i og stop det fantasiløse makværk I har gang i.

For 30 år siden nedlagde man i den daværende Søllerød Kommune Gammel Holte Skole. Elever og lærere blev fordelt på henholdsvis Skovlyskolen, Trørødskolen og Rundforbiskolen. Skønt alle involverede gjorde sig stor umage, var det en meget vanskelig og sårbar proces.

Endnu inden man for alvor havde accepteret sammenlægningen og inden de elever, der havde været igennem en skoleflytning havde afsluttet deres skolegang, valgte de lokale politikere at sammenlægge Rundforbiskolen med Nærumgårdskolen, den nuværende Nærum Skole. Endnu en sammenlægning med store menneskelige omkostninger.

I kølvandet af kommunesammenlægningen var det Parkvejskolen og Kajerødskolen, der måtte stå på mål for endnu en upædagogisk spareøvelse.

Kære politikere

Nu står I igen og skal spare på skoleområdet. Flere skoler lægges sammen parvis to og to, denne gang beholder man matriklen, men skal have fælles ledelse. Stop det!

For få år siden, lavede man den øvelse på to af kommunens plejehjem Krogholmgård og Byageren. Det kom der bestemt ikke noget godt ud af. En ikke-tilstedeværende ledelse gav store problemer for både beboere, pårørende og personale. Den struktur har man heldigvis måttet ændre igen, det virkede bare ikke.

Visk tavlen ren og tænk nyt og stort.

De seneste statistikker viser, at børnetallet i Rudersdal er stigende. Grib nu chancen og gør vores skolevæsen til landets absolut bedste. Bevar skolerne. Sats på at alle skoler har hver sin ledelse. Efter den elendige skolereform, der blev vedtaget for få år siden, er der nu brug for ro på bagsmækken. Børnene har brug for et roligt og stabilt læringsmiljø i trygge rammer.

Jeg ved godt, at kvalitet koster, men pengene findes, det må være et spørgsmål om den rette prioritering.

Prøv at gå hele strukturen igennem. Måske kunne man luge lidt ud i skolernes ledelsesteam, med skoleledere, afdelingsledere, fyrtårne og hvad det hedder alt sammen. Der er efterhånden flere høvdinge end indianere!

Så bevar skolerne – giv dem arbejdsro og giv børnene nogle lærerige, sociale og trygge rammer.

Det vil over hele linjen give glade og tilfredse borgere, der får respekt for deres lokale politikere, netop fordi de lytter og er parate til at sadle om, når de er på vej ud af det forkerte spor.

God arbejdslyst

Publiceret 06 October 2019 11:45