I den kommende tid gennemgår legepladsen i Nordvanggårdsparken en tiltrængt renovering med 'landsbyen' som tema. Pressefoto

I den kommende tid gennemgår legepladsen i Nordvanggårdsparken en tiltrængt renovering med 'landsbyen' som tema. Pressefoto

Slidt legeplads får nyt liv

Legepladsen i Nordvanggårdsparken bliver renoveret i efteråret

renovering I den løbende indsats for at vedligeholde og forny de offentlige legepladser kommer turen nu til legepladsen i Nordvanggårdsparken i Bistrup, området omkring Nordvang Sø.

Her kommer en temalegeplads, der understøtter leg og læring for især de yngste børn.

Idéen om en temalegeplads er i høj grad resultatet af, at mange forældre har bidraget med ønsker til fornyelse af legepladsen på stedet. Der kom cirka 130 besvarelser, som blandt andet handlede om at få en temalegeplads.

Laves med landsby-tema

Som tema er valgt 'landsbyen', der refererer til Bistrup som gammel landsby. Temaet kommer til udtryk i redskabernes huslignende opbygning og underbygges af små sjove legefunktioner som postkasse, talerør m.m., som skal være med til at give mange timers fantasileg.

Området omkring søen er et vigtigt grønt område for beboerne i Bistrup og for de mange børn, der går i institutioner, som ligger tæt på søen.

Det nuværende legeareal er indrammet af bøgepur, der også skal danne rammen for den nye legeplads.

Arbejdet forventes at begynde midt i denne måned og være afsluttet i november.

"Jeg er glad for, at vi nu får opgraderet legepladsen i Nordvanggårdsparken til nutidens standard. Leg og kreativ udfoldelse betyder meget for børns udvikling," udtaler formand for miljø- og teknikudvalget Court Møller i en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.

Til glæde for mange

"Jeg er sikker på, at legepladsen bliver til stor glæde for mange forældre og børn og naturligvis også daginstitutioner, der tager forbi Nordvanggårdsparken på udflugt," fortsætter han.

jesl

Publiceret 07 October 2019 08:55