Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen er stadig ny i jobbet som ny sognepræst i Birkerød. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen er stadig ny i jobbet som ny sognepræst i Birkerød. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard

Kirken er ikke kun om søndagen

Birkerøds nye præst er ydmyg over for sit kald og glæder sig til at stå ved sognebørnenes side i både sorger og glæder. Men han vil også gøre kirken relevant i hverdagen og mellem livets ”tinder og dale.”

Af
Mikkel Svinth Rødgaard

Nyansat Det at være præst er IKKE et job. Det er et kald og en gerning for Birkerød Kirkes ny sognepræst. Ikke mindst på grund af de ganske specielle arbejdsvilkår, præster har.

"Når jeg går ud ad min hoveddør er jeg på arbejde, for som præst er man en offentlig person, og det er embedet, der bærer dig. Det er der noget utroligt ved – altså at være sognepræst og være rejst af menigheden og bo i dens midte," siger 30-årige Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, som tiltrådte stillingen i midten af august.

Han er ikke bleg for at kalde stillingen som sognepræst i Birkerød Sogn for en drømmestilling, og det er ikke et åg, når man som præst ikke lige kan lægge den metaforiske præstekjole fra sig, når man færdes i sin hjemby.

"Folk har jo relationer til mit embede. De har en relation til mig som præst – ikke til privatpersonen Christian. Men hvor den grænse går – det er utroligt glidende. Det er noget andet end at være revisor. Det er lidt specielt, men et vilkår for det at være præst. Jeg har jo embedskontor i min bolig. Jeg kan sidde med et sognebarn på mit kontor, mens min mand ligger og ser tv i stuen ved siden af. Men det er der altså også noget utroligt værdifuldt i, fordi du har en naturlig tilgang, hvis du møder dem over køddisken nede i Føtex. Hvis de for eksempel fortæller mig, hvor meget de savner deres mand, som jeg måske har bisat for et par uger siden, så kan jeg lave en aftale om, at de kommer forbi til en kop kaffe dagen efter. Det er en utroligt stor gave at have den tætte forbindelse," siger han.

Ydmyg over for sit kald

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen er rykket med mand og hund til Birkerød efter et par år som præst på Sydfyn, og det er en ung præst med ambitioner, som nu bor i præstegården. Men ikke på egne vegne – for han tager det ganske alvorligt, når han siger, at præstegerningen ikke blot er et job:

”Jeg er jo blot en tjener for noget, der er meget større end mig selv, og det synes jeg også er en meget vigtig lektie; at præster skal være ydmyge over for vores kald og vores tjeneste. Dels skal vi være ydmyge over for vores menighed, som har valgt os, og dels skal vi være ydmyge over for den tillid, vi er blevet vist,” siger han og uddyber:

”Da menighedsrådet valgte mig, valgte man mig med tanken om, at det er mig, der skal stå bi, når vi mister eller næsten ikke kan stå selv. Det er mig, som sognebørnene fejrer de allerstørste glæder med, når et barn skal døbes eller går fra ung til voksen, eller når man fejrer sin kærlighed. Det er jo en enormt stor tillidserklæring, man får. Det gør én ydmyg over for kaldet. Men du skal også være ydmyg overfor, at det her handler ikke om dine egne ønsker og ambitioner eller alt muligt andet. Det er Gud, der virker, og hvis vi ikke stædigt insisterer på, at vi er mennesker i Guds tjeneste, så går der et eller andet galt for os. Det er ikke mig, der skaber tro eller trøst. Det er Gud, der gør det. Jeg er kun en tjener, som gør mit allerbedste,” siger Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen.

Ikke kun mellem tinder og dale

At gøre sit allerbedste handler også om at gøre kirken relevant også mellem livets tinder og dale, som han formulerer det. Også i hverdagene:

”Det er et mål for mig, at kirken ikke kun er om søndagen, men er noget, som har noget at sige os altid. Ikke kun når vi mister eller skal giftes. Kirken har også noget at sige os i al den tid ind i mellem, og det vil jeg ønske, at jeg kan få lov til at vise. Hvor vigtig den del kirken kan blive i et liv og det at have en gudstro. Vi har pligt til som kirke at involvere os i samfundet, og vi har pligt til at tale med de folk, som måske ikke kommer af sig selv," siger Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, som i sit tidligere embede i Gudbjerg og Gudme-Brudager Sogne, blandt andet havde stort held med en række aktiviteter, herunder en etisk diskussionsklub for områdets unge.

Han vil meget gerne gøre noget lignende i Birkerød Sogn, men samtidig er han også en præst, som har stor veneration og respekt for kirkens traditioner.

”Vi har også pligt til at stå fast på vores traditioner, vores værdier og hvad vi er. I den forbindelse er søndagens højmesse rigtig vigtig med sine traditioner, sin musikskat og alle de værdier, som kirken står på,” siger Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, som I kan møde eller måske allerede har mødt i Birkerød og omegn – med eller uden præstekjolen.

Publiceret 09 October 2019 11:45