Forældrene var mødt talstærkt op forud for kommunalbestyrelsesmødet i onsdags. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard

Forældrene var mødt talstærkt op forud for kommunalbestyrelsesmødet i onsdags. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard

Otte skoler bliver til fire i 2020

Et flertal i kommunalbestyrelsen tog onsdag en endelig beslutning. En ny skolestrukturen er en realitet, og otte skoler skal slås sammen til fire fra næste skoleår.

Af
Mikkel Svinth Rødgaard

Skolestrukturen Daniel E. Hansen (V) rømmer sig, da han skal til at forelægge punkt 5 på kommunalbestyrelsens møde onsdag 30. oktober. Det punkt alle i salen venter på.

Han begynder: "Over indgangen til Ny Holte Skole står der: Det folk, der ejer en god skole, ejer fremtiden.” Og det er i bund og grund hvad sagen om den nye skolestruktur handler om...”

Straks bliver han afbrudt af højlydt hånlatter og buhen fra de propfyldte tilhørerpladser, hvor forældre, nogle med børn, med skilte, slogans og bistre miner lytter til børne- og skoleudvalgsformanden, som om nogen har stået imod den massive forældremodstand de sidste mange måneder.

Borgmester Jens Ive (V) må rejse sig og bede om ro, og om at kommunalbestyrelsen må få lov "at have sit møde i fred." Det bliver ikke sidste gang i løbet af de to en halv time, det tager kommunalbestyrelsen at behandle punktet og dermed sætte et foreløbigt punktum for den langstrakte og til tider forbitrede proces omkring den ny skolestruktur.

Drama til det sidste

Børne- og skoleudvalgsformanden går i gang igen, og så begynder en lang og dramatisk aften på rådhuset, hvor det tændte publikum på de overfyldte tilhørerpladser konstant er en del af begivenhederne. På trods af borgmesterens formaninger.

Forældrenes nye helte fra Lokallisten og Konservative, som sprang fra den politiske aftale i starten af oktober, taler til ovationer og endda et 'bravo' eller to. Det samme tilfalder Enhedslisten og Liberal Alliance.

Venstre, Socialdemokratiet og Radikale bliver mødt af det diametralt modsatte. Stemningen er intens og til tider ligefrem giftig:

”Hvorfor skulle vi lægge tal op, der er forkerte. Tror I virkelig, at vi vil lægge tal op, der er forkerte?”

"JA!," lyder svaret fra publikum til en vantro Kristine Thrane, Socialdemokratiets gruppeformand og medlem af Børne- og Skoleudvalget.

”Altså det tror i simpelthen? OK. Der er meget tydelige tal i høringsnotatet, som viser, at børnetallet falder. Jamen så kan I vælge at tro, at vi står og lyver, men det kan jeg love jer for, at vi ikke gør,” siger hun tydeligt frustreret.

Kort efter rejser borgmesteren sig igen for at huske sin socialdemokratiske kollega på, at hun ikke skal opfordre til dialog med et publikum, som ikke har lov at svare.

Der er aldrig tvivl om udfaldet. S, R og V står fast bag aftalen, som lægger otte af kommunens skoler sammen til fire, og behandlingen af punktet udvikler sig til et politisk tvekamp - specielt mellem De Konservative og partierne bag flertallet - om loyalitet, ordentlighed, folkets vilje og 'facebook-politik'.

"En gang i mellem i en politisk hverdag med dagsordener, indstillinger og mange punkter, tror jeg, det er sundt at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er gået ind i politik. Er det virkelig for at gøre det, som flertallet efter min forventning, har tænkt sig at gøre i dag? Var det virkelig det, man brændte for, da man sagde ja til at stille op til kommunalvalget," spørger Christoffer Buster Reinhardt (K) og fortsætter:

"Var det for at sidde lige knap 200 høringssvar og 1600 underskrifter overhørig, store protester til rigtig mange kommunalbestyrelsesmøder og sende noget i høring uden at rette så meget som et eneste lillebitte komma?"

Bragende klapsalver bærer ham videre, og det er først ti minutter senere, at borgmesteren får lov at svare. Og det gør han så. På én gang passioneret og knastørt:

"Tak for det Buster. Lad mig starte med, hvorfor jeg er gået ind i politik. Det gjorde jeg for over 20 år siden, fordi jeg så ved tilblivelsen af Dronninggårdskolen, da vi omdannede den fra Holte Gymnasium, hvilken forskel man kan gøre, hvis man engagerer sig og laver en ny vej for vores skoler. En del af os, der var med til det, er stadig er tilbage, både på den ene og den anden side, og jeg er hamrende stolt af det resultat, vi har leveret over 20 år," siger Jens Ive:

"Vi har absolut nogle af landets bedste skoler, vi har en udvikling på vores skoler, som er enestående nationalt, vi har en forståelse for et læringssyn, som ingen anden kommune kan præstere, så jeg er stolt af det, jeg er gået ind i politik for. Det er stadig bedre skoler, det er trygge børn i trivsel, det er det jeg kæmper for, og derfor er jeg her stadig. Og jeg glæder mig til at se, hvad dit aftryk bliver om tyve år,” siger han direkte henvendt til sin 28-årige kollega:

”Foreløbig kan man ikke se så meget som en kattepote."

Og så buher publikum igen.

Punktum

Diskussionen fortsætter frem og tilbage, over metaforer hentet fra HC Andersen og harme, argumenter, som efterhånden er slidt helt blanke ovenpå de sidste mange måneders diskussioner.

Og så. Efter halvandet års proces med et midlertidigt skolestrukturudvalg, borgermøder, dusinvis af læserbreve, knap 200 høringssvar, 1650+ underskrifter og adskillige forældredemonstrationer bliver punktummet endeligt sat denne onsdag aften 30. oktober.

1. august 2020 træder en ny skolestruktur i kraft og otte skoler bliver til fire.

Fakta

Den ny skolestruktur

Kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune godkendte onsdag aften forslaget om en ny skolestruktur. Forslaget blev vedtaget med Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstres stemmer. Lokallisten, Liberal Alliance, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti stemte alle imod.

Med forslaget bliver disse skoler nedlagt som selvstændige skoler og lagt sammen til én skole med to matrikler, ét skoledistrikt og én skolebestyrelse – med virkning fra den 1. august 2020:

  • Vangeboskolen og Nærum Skole
  • Dronninggårdskolen og Ny Holte Skole
  • Toftevangskolen og Bistrupskolen
  • Høsterkøb Skole og Sjælsøskolen

Det blev ligeledes godkendt:

  • At Ny Holte Skole og Skovlyskolens skoledistrikter ændres
  • At der etableres Sammenlægningsbestyrelser, Sammenlægnings-MED-udvalg og MED-udvalg på skoler med to matrikler
  • At Sammenlægningsbestyrelserne indstiller et nyt navn til den nye skole til Børne- og Skoleudvalgets senest i marts 2020, herunder om matrikelnavnene beholdes.

Publiceret 05 November 2019 11:45