De gamle rustne og hullede jernrør bliver udskiftet for beboernes regning. Foto: Frank S. Pedersen

De gamle rustne og hullede jernrør bliver udskiftet for beboernes regning. Foto: Frank S. Pedersen

Ældreboliger uden varmt vand og varme i ugevis

Beboerne i Bakkehaven hænger på regningen for reparation og udskiftning af gamle rustne jernrør

Af
Frank S. Pedersen

Bolig "Det ser yndigt ud, men det er ren facade," siger Pamela de Voss og rynker vredt lidt på næsen. Hun inviterer indenfor i sin ældrebolig i Bakkehaven, et par stenkast fra havnen på den anden side af Vedbæk Strandvej. Her har man de seneste tre-fire uger måttet undvære varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne.

"Når jeg skal bade, så koger jeg vand i en gryde, og klarer det i etager. Der er stillet et mobilt badeværelse op, men det bruger jeg ikke. Man forlanger, at jeg skal have en hjemmeplejer med, hvis jeg skal bruge det, men netop at kunne klare mig selv og bevare min selvstændighed, er meget vigtigt for mig," fortæller hun.

Dråber i vinduet

Inde i køkkenet står en lille livløs grøn varmeblæser, og inde i stuen er der gang i en el-radiator.

"Dem har vi fået udleveret og de er rigtig gode, men vi må kun have den ene tændt af gangen, ellers springer sikringerne," siger hun og peger på vinduerne, hvor vanddråber har samlet sig i bunden.

"Her er meget fugtigt i forvejen, det hele er bygget i en sump. Lige nu er det sådan, at når jeg hænger rene tørre håndklæder op på badeværelset, så går der ikke længe, før de føles fugtige."

Badeværelset er ellers forsynet med gulvvarme, der lige som radiatorerne er afhængige af varmt vand.

Grunden til det manglende varme vand til opvarmning og til vandhanerne er, at bebyggelsens rør er fyldt med huller. Det blev endeligt erkendt for flere uger siden, efter at man kunne konstatere, at der forsvandt store mængder vand fra opvarmningssystemet.

Genhusning

Derfor er en udskiftning af rørene også i fuld gang. De gamle jernrør bliver udskiftet med nye, der bedre kan modstå jordbundsforholdene og ikke tæres i samme hastighed.

I mellemtiden er det op til de enkelte beboere selv, om de vil blive boende. De svageste, der også er visiteret til hjemmepleje, har fået tilbuddet om at blive genhuset af kommunen. Nogle har valgt selv at betale for genhusning.

"Men langt de fleste har valgt at blive og tager det med godt humør. Det er da en irriterende situation, men ifølge administratoren skulle der komme varme i de første blokke i denne uge og de sidste skulle tage en uge længere," fortæller Jørgen Warming, der selv er beboer og formand for bestyrelsen i Bakkehaven.

Pamela de Voss hører ikke til den gruppe beboere, der har fået tilbud om genhusning.

"Jeg har spurgt, men kommunen siger nej. Og hverken ejendommens eller min private forsikring vil genhuse mig," fortæller hun.

Huslejestigning

Det er kommunen, der tildeler de 41 ældreboliger i Bakkehaven, der er en selvejende instution. Det betyder, at beboerne selv står for driften via huslejen. Og dermed også hænger på regningen for udskiftningen af rørene.

"Det kan måske betyde, at vi får en huslejestigning, men vi ved det ikke endnu. Vi er i forvejen ret velpolstret rent økonomisk," siger Jørgen Warming.

I Bakkehavens bestyrelse sidder også repræsentanter fra kommunalbestyrelsen, som følger situationen.

"Det er en ulykkelig situation. Det er et spørgsmål, om man har været dygtige nok til at vedligeholde boligerne over tid," mener Erik Mollerup (V). Han peger på, at det er institutionens lille størrelse, der gør den økonomisk følsom overfor omstændigheder som de hullede rør.

"Men det kan godt lade sig gøre. Jeg håber aldrig, vi kommer i sådan en situation igen. Så vi skal se nærmere på administratorens grundlag for vedligholdelsesplanen, og være mere ambitiøse i den retning fremover," vurderer han.

Selvejende problem

Han udtrykker i øvrigt en kæmpe respekt for hjemmeplejens indsats i situationen.

"Ud over det mobile badeværelse er de plejekrævende beboere blevet tilbud transport til andre af kommunens plejefaciliteter. Og Bakkehuset har åbnet dørene, også for beboere der ikke er medlemmer."

Imens venter Pamela de Voss mere eller mindre tålmodigt på at få varmen igen.

"Det kan godt være, at alt er foregået efter reglerne. Men jeg synes alligevel, at det skal frem, at det ikke er uden problemer, når man er en del af en selvejende institution. Det er ikke noget, man bliver gjort særligt opmærksom på, når man skriver under på en bolig," slutter hun.

Ifølge Erik Mollerup har ældreboligerne i Bakkehaven den længste venteliste i kommunen.

Publiceret 26 November 2019 11:45