I Rudersdal Kommune er der i løbet af årets første ti måneder solgt 585 huse. Arkivfoto

I Rudersdal Kommune er der i løbet af årets første ti måneder solgt 585 huse. Arkivfoto Palle Peter Skov

Der bliver solgt flere boliger i Rudersdal

Antallet af hushandler i Rudersdal er steget med 15 procent i årets første ti måneder i forhold til sidste år.

Bolig Knap 43.000 villaer og rækkehuse er der indtil videre solgt i Danmark i 2019. Det er rekord, når årets første ti måneder sammenlignes med samme periode i årene tilbage til 2011.

I alt er der 58 kommuner, der oplever fremgang i salget af huse. Men nogle steder er der tale om større stigninger end andre. Boligsiden har derfor set nærmere på, hvor den procentvise fremgang er størst.

"Generelt kan vi konstatere, at hussalget især rykker frem i de mellemstore byer. Og kommunerne ligger spredt over det meste af Danmark. Der er altså stor mobilitet på boligmarkedet i øjeblikket. De danskere, som drømmer om et liv uden for storbyerne, tør nu tage springet takket være højkonjunkturen og de lave renter, og dermed stiger interessen for huse i store dele af landet," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Fart på det lokale salg

I Rudersdal Kommune er der i løbet af årets første 10 måneder solgt 585 huse. Det er en stigning på 15 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor der i alt blev solgt 511 huse.

"Rudersdal Kommune er et af de steder, der har generelt høje salgspriser. Alligevel kan vi se, at salgspriserne i Rudersdal er steget med to procent, når vi sammenligner oktober 2018 med oktober 2019, og der bliver samtidig handlet flere huse," siger Birgit Daetz.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse ligger i øjeblikket på 33.308 kroner i Rudersdal Kommune.

Publiceret 29 November 2019 08:00