"Mine ture med kameraet har åbent mine øje for, hvor meget kommunen indehold. Den har vist sig at være større og langt mere fantastisk, end jeg havde troet," siger Daniel Bødker Sørensen. Foto: Pernille Borenhoff

Se Rudersdal i et nyt lys

Fotograf Daniel Bødker Sørensen beskriver i ”Langt fra Verden – Stemningsbilleder fra Rudersdal” vores nabokommune.

Af
Pernille Borenhoff

udstilling Vi ved det jo godt. Rudersdal er et smørhul, og som borger bliver man naturligt smigret, når andre også kan se det.

En af dem er fotografen Daniel Bødker Sørensen. De seneste år har gennemtrawlet Øverød, Søllerød, Birkerød, Vedbæk, Nærum og Høsterkøb i jagten på det perfekte motiv. Med sit kamera har han foreviget skove, søer, tankstationer, trapper og bygninger.

Ud af de mange tusinde foto har han samlet et udpluk, som publikum fra den 15. november kan se på udstillingen 'Lang fra Verden - stemningsbilleder fra Rudersdal', der vises Mothsgaarden i Søllerød. Samtidig udkommer en fotobog med samme titel. Bogen er blevet til i samarbejdet med Historisk-Topografisk Selskab.

Daniel er godt nok næsten indfødt Rudersdaler. Han er opvokset i Brede og har gået på Kongevejens skole i Virum. En stor del af hans barndom tilbragte han dog hos bedsteforældrene i Øverød. Og det var her, hans kærlighed til Rudersdal blev vakt.

Efter en afstikker til København vendte han for et par år siden tilbage til det grønne område, og han bor nu i Nærum med sin kone og to mindre børn.

"Jobbene som selvstændig fotograf var i København, og derfor gav det mening at bo i byen, men da vi fik børn, flyttede vi herud. Jeg vil gerne sørge for, at mine børn får de samme oplevelser med naturen, som jeg selv har fået," siger Daniel, der er indehaver af Hunchback Media og har været fotograf og instruktør på et hav af dokumentarfilm, tv-reklamer og kortfilm.

Flugten til Rudersdal

Daniel betragtede Rudersdal som en lille ø, hvortil han kunne tage, når han havde brug for at komme væk fra København.

"Det er derfor, at udstillingen og bogen hedder Lang fra Verden. Det var sådan, jeg så det. Herude kunne jeg komme langt væk fra verden. Det var en form for flugt," siger han.

I begyndelsen tog han udelukkende foto for at fastholde roen, når han kom hjem.

"Billederne var som trofæer, og jeg tog dem mest for mig selv og for min egen skyld," siger han.

Men efterhånden syntes han, at de blev så gode, at han tænkte, at det var synd, at andre ikke også så dem. Og derfor viste han nogle af sine fotografier til tidligere stadsarkivar Niels Peter Stilling, der strakt foreslog, at de to lavede et projekt sammen.

"Mine ture med kameraet har åbent mine øje for, hvor meget kommunen indehold. Den har vist sig at være større og langt mere fantastisk, end jeg havde troet," siger han.

På jagt efter en stemning

Billederne er ikke tænkt som en guide til skønne steder. Der er dog billedtekster, så man kan se, hvor han har fotograferet.

"Det er stemningen, jeg er på jagt efter. Det korte øjeblik, hvor magien er der. Det er ikke bare idyl. Det er der rigeligt af. Det er også tomme veje. Mørke gader, uhyggeligt tomme bygninger," siger han.

Det er første gang, at Daniel holde en soloudstilling og udgiver en bog. Men han håber ikke, at det bliver den sidste.

"Lyngby-Taarbæk er bestemt en mulighed som næste projekt. Jeg startede med det, der lå mit hjerte aller nærmest. Det følte jeg var helt naturligt. For selvom jeg er opvokset i Brede, så er det de mange minder, jeg har fra besøg hos mine bedsteforældre, der har gjort et uudsletteligt indtryk," siger Daniel.

Langt fra verden

Hvor: Mothsgården, Søllerødvej 25, 2840 Holte

Hvornår: 15. nov.-13. apr.

Tidspunkt: Tirsdag-fredag kl. 12-16. Søndag, lørdag og helligdage kl. 11-16. Mandag lukket, dog åbent 2. påskedag.

Pris: kr.40,- Børn u. 18 år gratis

Publiceret 17 November 2019 10:30