Hvor endte Peter Freuchens træben?

Af
Nikolaj Brasen

Medlem af bestyrelsen for BLAM

Biskop Svanes Vej 66C,1

Birkerød

Debat Skrækeventyr for børn eller sandhed. I Birkerød Lokalhistoriske Arkiv og Museum er vi altid interesseret i gode historier, både de historisk korrekte, men også dem, som blot er gode.

Sidste søndag havde Rudersdal Museer arrangeret en historisk rundvisning på Ebberød, hvor Morten Meinert Jensen fra Rudersdal Museer fortalte om institutionens historie. Flere af tilhørerne havde selv arbejdet på stedet, og kunne supplere med spændende historier.

En af dem var om den store opdagelsesrejsende og grønlandsfarer Peter Freuchen, som fik sin fod amputeret under en af sine ekspeditioner, og som havde en psykisk udviklingshæmmede søn. Historien gik, at sønnen havde været indlagt på institutionen, og Peter Freuchen besøgt stedet flere gange, og i den forbindelse havde fået et nyt træben, og efterladt det gamle på loftet i skomagerværkstedet. Det havde gjort børnene både nysgerrige, men også bange for at kravle op på loftet, men de kunne jo ikke lade være alligevel, og rigtigt nok, der havde ligget et træben.

Det er muligvis ikke historisk korrekt, men stadig interessant, for da jeg var barn, var der stadig tradition for, at vi fortalte skrækhistorier til hinanden i lighed med den om Peter Freuchens træben, når mørket faldt på, f.eks. den om konen med sølvbenet. Historien er gengivet i Leif Varmarks bog: Skrækeventyr for børn og voksne, hvor den rige møllers kone mister sit ben, og får det erstattet af et sølvben. Da hun dør, tager han sølvbenet tilbage, hvorefter hun kommer tilbage fra de døde, og kræver det tilbage.

Så hvis du har nogle gode historier, så kom endelig forbi arkivet, for selvom de ikke er sande, kan de fortælle noget værdifuldt om måden at fortælle en god historie.

Publiceret 10 October 2019 14:00